400 BRÆTSPIL! VIL DU SPILLE MED?
Q&A

400 BRÆTSPIL! VIL DU SPILLE MED?

Samlingen er stor og han elsker at dele sin begejstring. Men skal han vælge én at spille med, må det blive hans Eva
07. oktober 2020
Foto: Christian Ehlers
Brætspilsentusiasten Brian Rygaard inviterer utrætteligt indenfor til Game Nights i Musikstalden, hvor han igangsætter og inspirerer til nye spændende oplevelse med brikker, pap og terninger. For ham er brætspillenes verden fuld af oplevelser, der kan føre fremmede sammen i nye venskaber. RIDER har stillet en række spørgsmål om hvordan Brian kom i gang med at spille og hvad det gør ved ham. Terningerne er kastet.
Brian Rygaard holder braetspil red

Brikker, terninger, pap og figurer. Med en samling som Brians er der nok at vælge imellem.

-Hvad laver du til daglig, når du ikke spiller brætspil?
Lige nu arbejder jeg meget hjemmefra pga. COVID, men ellers rådgiver jeg danske virksomheder om hvordan man sikrer sin eksterne arbejdsstyrke bedst muligt.
Privat er jeg et rigtigt familiemenneske. Er meget sammen med min kone og mine to døtre. Starter som regel morgenen med træning, og når jeg nu bor i Præstø, så er der rig mulighed for nogle fantastiske naturoplevelser.

-Har du altid spillet brætspil, og hvilket et var dit første?
Har altid spillet brætspil, og mit første er som så mange andre – Matador, eller det første jeg kan huske. Det første mere specielle brætspil var Talisman – har det stadig selvom det efterhånden er noget slidt. Inden da spillede jeg meget Dungeons & Dragons rollespil (siden jeg var 11 år gammel).

-Hvornår kunne du mærke at du var ’hooked’ på brætspil?
Jeg elskede når vi spillede Matador eller lignende i min mormors sommerhus da jeg var dreng. Der var bare noget specielt i at være sammen med min mormor, bror og søster og så hygge med spil. Begyndte at blive rigtig ”voksen-hooked” da mine børn blev lidt ældre og jeg fandt det gamle Talisman frem igen, og oplevede hvordan vi hyggede os med det. Et førte til to og pludselig nærmer samlingen sig 400 brætspil.

”... det var hele formålet; At bringe mennesker sammen, hygge sig og tage hjem med en positiv oplevelse”

-Hvis du kun måtte spille ét spil og med den samme person, resten af jeres liv, hvem skulle det så være, og hvad skulle I spille?
Det bliver med min kone Eva. Vi spiller et spil der hedder Terraforming Mars. Vi har allerede spillet det over 50 gange, og vi forsætter med det. Det er spillet og det er personen.

-Du er vært til Game Night i Musikstalden – hvis man ikke har været der, hvad er det så?
Det er muligheden for at prøve lidt anderledes brætspil (hvis ikke man allerede er erfaren), og det er ret så fantastisk sjovt. Det er først og fremmest muligheden for at møde en masse mennesker man ellers aldrig havde mødt. Der sker noget specielt når mennesker er sammen, og det betyder ingenting om man er genert, stille eller udadvendt – der er plads til alle. Flere deltagere har lavet deres egne brætspilsgrupper med mennesker mødt på Game Night.

-Du er helt oppe på Game Night nummer 36 – hvorfor fortsætter du?
For ikke så længe siden sagde en af deltagerne ”Brian, jeg kom herned (red. Til Game Night) alene fordi jeg lige var flyttet til Næstved. Nu kender jeg en masse pga. brætspil”. Det var så bekræftende, for det var hele formålet. At bringe mennesker sammen, hygge sig og tage hjem med en positiv oplevelse. Brætspil fejler aldrig der. Når jeg så har fået muligheden for at holde det i så flotte rammer som Musikstalden så kan jeg jo kun forsætte.

Brian Rygaard peger paa pc red

Brian Rygaard fortæller om et årligt brætspils-con som han også arrangerer.

Tirsdag den 12. oktober er det 36. gang at Brian Rygaard byder indenfor i Musikstalden til Game Night. Kig forbi - det er gratis og hyggeligt, og så kræver det ikke tilmelding.

Hvem?
Brian Rygaard, 48 år, Gift med Eva

Beskæftigelse:
Senior rådgiver hos SAP Danmark

Hvor er du født?
I Rødovre. Vokset op på Vestegnen inden kærlighed til den mest fantastiske kvinde bragte mig til Sydsjælland