Peter Øvig

Peter Øvig "Åbenhed"

PETER ØVIG fejrer i 2027 40-års jubilæum som både journalist og forfatter. Det markerer han med et helt nyt og særligt foredrag, som trækker tråde fra 1987 og frem til i dag: ÅBENHED. Den ultimative præmis for hans virke og menneskelighed – åbenhed som bestræbelse og durende hjerte i både privatliv og i bøgerne. Med hædersbeviser som Cavlingprisen, Montanas Litteraturpris, Læsernes Bogpris, Rosenkjærprisen samt Statens Kunstfonds livsvarige hædersydelse, står Peter Øvig som Danmarks mest markante dokumentariske forfatterskikkelse. Nu inviterer han for første gang helt ind i maskinrummet til en fortælling og interaktiv dialog i intime rammer.

Som dreng voksede Peter op med det modsatte af åbenhed - nemlig tavshed og lukkethed. I det lille parcelhus i Holme syd for Århus led hele familien under morens dybe depressioner med indlæggelser på psykiatrisk hospital. Men ingen i familien talte om sygdommen - og den skulle for alt i verden holdes hemmelig! Vigtigere end børnenes velbefindende var det at holde den pæne facade over for omverdenen. Uden helt at vide hvorfor bevarede Peter hemmeligheden og smerten for sig selv.

Da han som voksen kom til at leve som journalist og forfatter, blev det paradoksalt nok hans speciale at få folk til at fortælle om det mest smertefulde i deres liv.

Gode eksempler er den dokumentariske tv-serie Marathon, som han lavede sammen med Lars von Trier, og i hans første dokumentariske værk, den kontroversielle Efter drabet, undersøgte han, hvordan frihedsheltene i nogle tilfælde udviklede sig til kyniske dræbere eller decideret kriminelle mordere. Eller da han skrev om danmarkshistoriens værste torturbøddel, Ib Birkedal.

Alle vil helst se sig selv som helte og klynger sig til dén identitet.

Forfatterskabet fortsatte med de to megabestsellere om Blekingegadebanden, der også så sig selv som frihedskæmpere. Men facaden som ’de gode’ bliver langsomt revet ned i bøgerne.

I anden del af sine to bind om hippierne fortæller Peter Øvig om den mørke bagside af det store kærlighedsoprør sidst i 1960’erne.

Endelig vendte Peter Øvig i en moden alder blikket mod sig selv og sin familie: I 2019 skrev han Min mor var besat, som både beskriver, hvordan det er at vokse op med en psykisk syg mor, og hvordan han selv, mens han skrev bogen, blev alvorligt sindssyg og til sidst måtte indlægges på den lukkede afdeling på Rigshospitalet med en svær psykotisk depression.

På en måde endte han med at rive den pæne facade foran huset i Holme ned og vise al den smerte, han selv og familien havde levet med.

Selv mener Peter – og hans psykiater er enig – at åbenheden om hans psykiske sygdom har betydet, at han ikke har lidt af sygdommen, siden han skrev bogen og begyndte at holde foredrag om den.

Også dette foredrag vil derfor have en forebyggende virkning på ham selv – og måske også på publikum!

I foredraget fortæller Peter Øvig de intense historier og spørger, hvorfor mange mennesker – måske alle – er så optaget af at stille pæne facader op og skabe sig identiteter som de gode, de dygtige og de heltemodige.

Hvad ville der ske, hvis vi alle sammen også fortalte de mørke historier? Hvis vi viste alle sider af os selv?


Unummererede siddepladser
Varighed: ca. 55 minutter minutter + spørgsmål efter pause
Kom i god tid - dørene og baren åbner kl. 18.00
Fri garderobe på eget ansvar