Den mangeårige formand for Foreningen Nutidens Kvinder, Tove Olsen, har valgt at trække sig fra posten. Hun forlader en sund og stor forening, med masser af aktiviteter og medlemmer. RIDER har mødt den tidligere formand til en snak om livet som formand for den over 100 år gamle forening.
Tove Olsen hilser på dem hun møder. Derfor, forklarer hun, er det også en god ide at blive medlem af Nutidens Kvinder, hvis man for eksempel lige er flyttet til byen. -Så kommer man til et foredrag, og så sidder du ved siden af én, som du så møder på torvet dagen efter. Så har man pludselig nogle man kan hilse på, fortæller den smilende Tove.
Og Tove har rigtig mange at hilse på. De 484 medlemmer af Nutidens Kvinder for eksempel. Tove Olsen var indtil 21. februar 2022 formand for foreningen, der oprindeligt startede som ”Husmoderforeningen for Næstved og Omegn”, og som rundede 100 års jubilæum den 21. april i 2021. Det var især de spændende virksomhedsbesøg, som var en af årsagerne til at Tove blev medlem af foreningen til at starte med. -Vi kunne jo ikke bare troppe op nede på Næstved Tidende, tæppeforretningen eller Bilka og bede om at blive vist lidt rundt, vel, spørger Tove retorisk. -Næ, som forening var det muligt. Så kom vi efter lukketid og fik en rundvisning og hørte en masse spændende. Vi besøgte også McDonalds, dengang de startede her i byen. Så fik vi også prøvet deres mad, fortæller den nu tidligere formand grinende.
Tove sammen med kulturcentrets Michael Tillan, med hvem hun har haft et tæt samarbejde med igennem alle årene Nutidens Kvinder har benyttet Musikstalden på Grønnegades Kaserne Kulturcenter til deres arrangementer.
Den vellidte formand startede som menigt medlem i 1993, og blev formand for Nutidens Kvinder i 2008. I sin tid som formand har Tove Olsen stået for foreningens mange aktiviteter og ikke mindst foredragsprogram. Foredrag fyldt med spændende kendte mennesker, som Tove gerne selv tog ud og oplevede, inden hun bookede dem til de populære foredrag i Musikstalden.
Siden Tove blev formand, er Nutidens Kvinder vokset i medlemstal, og foredragene tiltrækker så mange interesserede at de først var nødt til at flytte ud af KFUMs lokaler i Østergade til Herlufsholm Sognehus på H. C. Andersens Vej. Da de blev for små, flyttede de alle foredragene til Musikstalden, hvor de har været holdt de sidste 12 år.
Sidste års jubilæum skulle selvfølgelig have været fejret på behørig vis. Men corona-pandemien tillod det desværre ikke. Derfor har Nutidens Kvinder udskudt festlighederne et helt år – til den 21. april, hvor selv Musikstalden er blevet for lille, og Gyrstinge Skovkro må danne ramme.
Kulturcentret ønsker tillykke til Nutidens Kvinder med jubilæet, og tak til Tove for det meget fine samarbejde om jeres arrangementer på Grønnegades Kaserne Kulturcenter.
Læs mere om Nutidens Kvinder og se deres program på foreningens hjemmeside