Lea Havelund, cello/vokal, Magnus Hjorth, klaver, Ale Damasceno, trommer, Jesper Løvdal, Saxofoner/klarinet/fløjte
Lea Havelund Kvartet forener cello, vokal, klaver, trommer og diverse blæseinstrumenter i et musikalsk univers, hvor man bl.a. kan høre nordisk folk, jazz, tango og klassiske elementer. Med udgangspunkt i Lea Havelunds egne kompositioner bevæger kvartetten sig mellem det enkle og det komplekse og skaber musik med umiddelbar melodisk skønhed, hvor instrumenterne veksler mellem parallelle linjer og kontrapunktiske forløb.
Cellist, komponist og sangerinde Lea Havelund har skabt et musikalsk rum, hvor stemmen smelter sammen med celloen i et tæt og personligt samspil. Hendes klassiske baggrund kombineret med en instinktiv musikalitet gør hende til en markant stemme på den danske musikscene.
Lea har markeret sig bredt i dansk kulturliv gennem medvirken i en lang række forestillinger og samarbejder, blandt andet på Det Kongelige Teater, Østre Gasværk og Malmö Stadsteater. Hun har arbejdet med kunstnere som Nikolaj Hess, Anders “AC” Christensen, Gustaf Ljunggren og Bo Stief og har desuden optrådt som solist med Odense Symfoniorkester.
Med sig har Lea Havelund tre prominente musikere fra den danske jazz- og improvisationsscene, som hver især bidrager med stærke personlige udtryk.
Den svenske jazzpianist Magnus Hjorth betragtes som et af de største jazztalenter i Norden og er i dag en central profil på den københavnske scene. Udover at lede sin egen anerkendte trio, har han markeret sig som solist med DR Big Band og er en af Skandinaviens mest efterspurgte sidemænd. Hans virtuose overskud er internationalt anerkendt, hvilket blandt andet blev cementeret med prisen som bedste solist ved den prestigefyldte Getxo Jazz-konkurrence i Spanien.
Ale Damasceno er en brasiliansk trommeslager, underviser og forsker, som ved siden af sit akademiske arbejde har opbygget en omfattende karriere som studie- og scenemusiker. Han har medvirket i indspilninger og liveoptrædener sammen med markante skikkelser inden for brasiliansk populærmusik såsom Caetano Veloso, Gal Costa, Arnaldo Antunes, Guinga, Jaques Morelenbaum og internationalt Miles Osland (USA), Henry Greindl (Belgien), Eva Jagun (Tyskland) og Iva Bittová (Tjekkiet).
Jesper Løvdal er saxofonist, komponist og bandleder og en markant profil på den danske jazzscene. Han er uddannet i New York og ved Det Rytmiske Musikkonservatorium og er kendt for sin tekniske dygtighed og stærke musikalitet. Han bevæger sig ubesværet mellem traditionel jazz, moderne improvisation og eksperimenterende udtryk og mestrer tenor-, alt- og sopransaxofon samt klarinet og fløjte. Løvdal har spillet med bl.a. Marilyn Mazur, Kresten Osgood, Jacob Anderskov, Ib Glindemann og DR Big Band og har stået i spidsen for egne projekter som Lovedale.
Koncerten er en del af EN til 10-partoutbilletten sæson 2026-2027Varighed: 2 x 40 minutter med pauseKom i god tidDørene og baren åbner en time før koncertstart