KULTURSUPPE:

KULTURSUPPE: "Munch"

KULTURSUPPE er Næstveds internationale egnsteaters helt eget ”forsamlingshus-koncept”, hvor fællesspisning, hygge og underholdning i særklasse går op i en højere enhed.

Publikum bliver budt velkommen og placeret ved langborde af Dansk Rakkerpaks Kultursuppe-crew: Niels Grønne, Camilla Vindeby og Niels-Peter Kløft. Crewet serverer først en aldeles glimrende omgang suppe og gennemgår diverse takke, skåle, hilse, sang og spise – ritualer med publikum. Derefter serveres ”hovedretten”, der hver gang er et show i særklasse med nogle af landets fremmeste kunstnere og ind imellem hentes der endda kræfter ind direkte fra udlandet!

Kultursuppe starter kl. 18:30 i teatersalen men dørene i Teatersalen åbnes allerede kl. 18:00. Vel mødt!

"Munch"
tirsdag d. 17. og onsdag d.18. februar

Der serveres Kartoffel-porresuppe med brød af god krumme

”Hovedretten” denne aften er ”MUNCH” – en vanvittig fortælling om at ville skrige. I ”MUNCH” tager historiefortælleren Steiner Steinmetz og musikeren Andreas Musse Mølgaard Kristensen publikum med på en vild rejse gennem en pint mands liv, hvor der fokuseres mere på mennesket Edward Munch, end på kunstneren. Munch kæmpede med både sygdom, sorg, psykisk sårbarhed og et ustoppeligt kunstnerisk drive. Edward Munch kunne ikke skrige, men han malede det – endda flere gange!

”MUNCH” er en forestilling til eftertanke og efterklang – fortalt at en af landets fremmeste historiefortællere, der flere gange tidligere, med stor succes, har besøgt Kultursuppe. Den gang kommer han med noget helt nyt og er bakket op af en virtuos bassist. Forestillingen er instrueret af Dansk Rakkerpaks Niels Grønne.