Kultursuppe - Illusionisten Marco Thomsen 21.10.2026 - 22.10.2026

Kultursuppe - Illusionisten Marco Thomsen

SEANCE - Et oldnordisk ritual

Har du nogensinde oplevet noget, du ikke kunne forklare? Noget, der udfordrede din rationelle fatteevne, og efterlod dig med en følelse som aldrig helt gav slip? De fleste af os bærer på minder, der rejser spørgsmålet; "Eksisterer det overnaturlige?". Men manglende evidens har længe holdt svaret skjult. 
I efteråret vender illusionisten Marco Thomsen, for tredje år i træk, tilbage til teatersalen i Grønnegade - denne gang, med et nyt og dystert showformat. Vær med når Marco løfter sløret for et sjældent indblik i magiens mystiske verden. Forbered dig på en aften bestående af overnaturlige eksperimenter, glemte ritualer, og en gammel familiehemmelighed, der aldrig før er fortalt offentligt. 
Sandheden ligger gemt i skyggerne.

Tør du træde ind i mørket?"

KULTURSUPPE er Næstveds internationale egnsteaters helt eget ”forsamlingshus-koncept”, hvor fællesspisning, hygge og underholdning i særklasse går op i en højere enhed.

Publikum bliver budt velkommen og placeret ved langborde af Dansk Rakkerpaks Kultursuppe-crew: Niels Grønne, Camilla Vindeby og Niels-Peter Kløft. Crewet serverer først en aldeles glimrende omgang suppe og gennemgår diverse takke, skåle, hilse, sang og spise – ritualer med publikum. Derefter serveres ”hovedretten”, der hver gang er et show i særklasse med nogle af landets fremmeste kunstnere og ind imellem hentes der endda kræfter ind direkte fra udlandet!

Kultursuppe starter kl. 18:30 i teatersalen men dørene i Teatersalen åbnes allerede kl. 18:00. Vel mødt!