Moonjam 12. april kl. 21:00

Moonjam

Moonjam 40-års jubilæum som live-band i 2024

I sommeren 1984 blev de første Moonjam-sange til…
Og flere af de allerførste fra dengang, ikke mindst saxofonhittet Sarai, lever et liv i luksus den dag i dag! Moonjam opstod i kølvandet på Sneakers. Morten Kærså havde et hav af sange der skulle ud i livet, og allerede i 1984 begyndte Moonjam at optræde rundt omkring i det københavnske bymiljø – Debuten var vistnok til Pinsekarnevallet, hvor bandet spillede tre aftener i træk nede foran Mortens legendariske lejlighed i Skt. Peders Stræde. Gaden,”Strassen”, med lejligheden i nummer 30, som i den grad satte rammerne om Sneakers-universet, blev også Moonjams udgangspunkt. Morten blev i nummer 30, indtil politiet bogstaveligt talt bar ham ud, to år senere; der skulle byfornyes, hovedkvarteret skulle rives ned!

Så jo, Moonjam har faktisk 40-års jubilæum som live-band i 2024!
Sidenhen er det gået for vildt derud af; fra det første album i 1987, med titler som Ticket to Peace, Sarai, Over Bag De Blå Bjerge, Østen for Solen, med Shaida, Gennem Ild og Vand – med tasken fuld af Saxophone-songs, til bryllup med Annabella på en Midsommernat – på eventyr i Thailand med det engelsksprogede album Raining in Asia, hånd i hånd med Belisa og alle de andre engle, der stadig spørger; hvor blev mon Sui af ? Sui og Skt. Peders Engle er altid med når Moonjam spiller live.

Historiens vingesus er fyldt med sange og melodier, der når dig i nuet – for når man tager med i Morten og Moonjams univers, rejser du i tiden… I 2022, blev Moonjam sluppet fri fra det ufrivillige kollektive fængsel – som alle vist stadig kan tænke tilbage på med sælsomme mindelser – og siden da, har Moonjam, med Bobby Ricketts, Rasmus Kærså, Maibrit Olesen og Morten Kærså været på en sand optur – der er blevet spillet for fyldte sale og på spækkede udendørs scener, med en kalender fyldt til randen af en sprudlende blanding af koncerter i alle størrelser.

I 2024 er Moonjam klar til at fejre 40 år som live-band.

Dørene åbnes 20:00 – Koncertstart 21:00

Pris 210 kr. + forsalgsgebyr – Ved indgangen 230 kr.

Med mindre koncerten er annonceret som et arrangement med ”unummererede siddepladser”, kan vi ikke garantere, at der er siddepladser.

Deltagelse i koncerter kræver personligt medlemskab af Vershuset som købes i døren eller på www.vershuset.dk – klik på ”medlemskort”