Juncker med band 02. februar kl. 20:00

Juncker med band

Det anmelderroste album ”Nattergalen Findes” har bragt Juncker ind på de danske hitlister, Juncker er i topform, skriver fantastiske sange og synger direkte ind i dit hjerte.

“Min sangskrivning har altid handlet om at prøve at komme tæt på ægte følelser, også den mørkere slags. Derfor udspringer denne plade også fra et dybt personligt sted. Nogen tager i sommerhus i en weekend eller på sangskrivercamp med 44 andre på en fjern ø, hvor de drikker rødvin og skriver sange om forelskelser, der aldrig har fundet sted. Det kunne jeg aldrig drømme om. Nok drikker jeg rødvin, men mine sange skabes i et dybt udemokratisk rum med afsæt i mine egne erfaringer med livet. Derfor har min kamp for at komme ud af mørket også sat dybe spor på min nye plade. Jeg skulle helt ind i mørket for at genfinde mig selv, det legesyge, modet og håbet om, at alt nok skulle blive godt igen.”

Juncker er for alvor kommet op i publikums bevidsthed, da han i 2022 tog det modige valg at deltage i Dansk Melodi Grand Prix med sit eget nummer ’Kommet For At Blive’.
Sidst i 2021 udsendte Juncker sine allerbedste sange på et album, som hedder ”Længere Nede Ad Vejen”. Albummet bliver efterfulgt af en LIVE tour.
Albummet indeholder hits, som ikke tidligere er blevet udgivet på cd eller vinyl bl.a.: ’Wallenberg’ og ’Udover Brønshøj’ - samt et par nye sange, hvor en af disse byder på et samarbejde med Andreas Odbjerg; nemlig nummeret ’Evigheden Mellem Os’.
At Juncker også har leveret hele fire(!) titelmelodier til alle sæsoner af nogle af de mest sete danske Tv-programmer i nyere tid - "Kurs mod fjerne kyster" med Beha-familien - taler også sit eget sprog.
Juncker ramte med ’Mogens og Karen’ den danske sjæl med teksten om et nabopar, der trods deres tilforladelige navne nærede giftige bær og en gal hund i haven. Eftertænksomheden og de catchy tekster og kompositioner har altid været kendetegnende for Juncker. Junckers tekster bugner af kvaliteter, de er spækket med flotte billeder og metaforer men også overdreven melankoli og modløshed.
Anmelderne tog rigtigt godt imod Junckers forrige album, GLOBUS NV (2018), og kaldte det bl.a. ”hans mest helstøbte album” (GAFFA, 5***** stjerner) og ”nogle af hans bedste popsange i karrieren” (Fyens.dk, 5***** stjerner).
NU kan man igen opleve Juncker med evergreens og nye hits… Og nu med en DMGP sang på sætlisten også!


Dørene åbner 19:00

Varighed 80 minutter uden pause
Inklusiv garderobe
Unummererede siddepladser