Portugisisk aften 12. oktober kl. 19:00

Portugisisk aften

Med Monica Jakobsen (sanger og sangskriver) og Lars Skou Gøtterup (portvinsentusiast)

Kom med på en tur til Portugal denne aften, hvor vi starter med et spændende foredrag om portvinens historie mens vi undervejs smager på udvalgte portvine, og måske finder vores favoritvin. Vi spiser portugisiske specialiteter til; ost, oliven og modnet skinke. Lars Skou Gøtterup har boet og arbejdet i en årrække i Portugal og fortæller levende om portvinseventyrets start og produktionsprocesserne.

I anden halvdel af aftenen tager vi ud på en musikalsk rejse fyldt med længsel og lidenskab. Fadosangene er længselsfulde, lidenskabelige og melankolske og kan normalt opleves i Lissabons små gyder. Det er fiskernes, sømændenes og de elskendes musik og Portugals nationalgenre gennem 200 år. Monica Jakobsen er en dansk sanger og sangskriver, der har specialiseret sig i fadogenren efter mange års ophold i Portugal. Hun komponerer både til sine egne koncerter og til kendte fadosangere til deres koncerter og udgivelser, og fortæller imellem numrene små historier fra sine mange nætter og dage i Portugal.

Foredrag, portvinssmagning med kulinariske portugisiske specialiteter og koncert er inkluderet i prisen. Øvrige drikkevarer er for egen regning