Vor møjsommelige Omdannelse fra stands- og beklædningsmæssigt set højst forskellige Civilister til uniformelt ensartede Rekrutspirer ved Fodfolket foregik en Eftermiddag for mange Aar siden. ,,Aastedet’’ var et halvmørkt Lokale, der stank af Naftalin og svovlbefængte Eder. Naftalinen var nødvendig af Hensyn til ondsindede og hungrige Møl, Ederne formentlig paa Grund af vor Nærværende.
De strømmede som en rivende Flod fra en lille, velnæret Underofficer, der var sat til at lede vor Iklædning, og som aabenbart mente, at vel affyrede Kraftudtryks spillende Mangfoldighed var det sikreste Middel til hurtigt at blive færdig.
Manden gjorde i Sandhed ingen Røverkule af sit Hjerte. Han erklærede rent ud, at vi ,,sammenlagt’’ var en Flok grusomme Idioter, hvis desværre uomstødelige Eksistens nu i Maaneder vilde formørke han Tilværelse fra Morgen til Aften og sandsynligvis om Natten med. Thi vi var naturligvis ikke et Haar bedre end vore Forgængere, der nu havde haft Abekattestreger i Hovedet fra den første til den sidste Indkaldelsesdag.
Ordene er næsten stenografisk rigtigt refereret. Det virkede derfor som et saftig Hakkebøf ovenpaa stivnet Plukfisk, da Ed-Jongløren ved Slutningen af vort ,,Toilette’’ sendte os et efter militære Forhold utvivlsomt meget stort Smil og med ligefrem Charme i Stemmen sagde: ,,Saa kan de Herrer forsvinde ud paa Pladsen og forsøge at træde an paa 2 Geledder’’.

,,Pladsen’’ var i vore Øjne omtrent lige saa stor som Amager. Paa begge Sider laa Depotbygninger og Magasiner, og midt for – lige ud til en af Garnisonsbyens mest trafikerede Veje – knejste Administrationsbygningen i sin slotslignende Pragt. Mandskabets Kasernerum, der naturligvis forekom os at være det allervigtigste, fandtes spredt i andre Dele af Byen – mærkværdig nok. Det viste sig at være smaa, ofte ældgamle, rottefagre Privatbygninger, der var lejet hos Byens Grundejere. Arkitekten og Byens vise Raad, eller hvem det nu maatte være, havde aabenbart ud fra det gamle Ord: Skidt for sig og Kanel for sig resolveret, at Kaserner og Administrations- samt Depotbygninger burde fjernes mest muligt fra hinanden!
Kaserneejerne fandt sikkert denne Ordning genial. Vi syntes, at den var… naa, ja vi delte ikke Kaserneejernes opfattelse.

Lidte benovede var vi lusket ud paa ,,Pladsen’’, og efter adskillig Puffen og Støden lykkedes det os at blive stillet op paa et Par stærkt bugtende Linjer. Som Skolebørn, der skulle paa Skovtur, blev vi omhyggeligt talt, endda to Gange. Alligevel stemte Regnskabet ikke. Der manglede én Mand, og selv om det var en Bornholmer, var Bogholderiet jo uvægerligt i Uorden, hvad der ulykkeligvis fik vor Ven fra Iklædningen til at falde tilbage til de svovlede Eders Fyrværkeri.
Kl. 4,41 Eftermiddag erklærede den digre Befalingsmand, at nu var vi indrulleret i Hans Majestæt Kongens Arme til Lands! Optællingen og hvad dertil hørte var omsider endt – vi var Rekrutter af Fodfolket, underkastet de militære Love og Bestemmelser i Stedet for de civile, - ikke mere Hr. Kommis Petersen eller Hr. Cand. Juris Olsen, men 812 og 462 eller blot 12 og 62!

Det varede kun faa Dage, før det forreste Ciffer i Numeret faldt bort; og saadan gik det med saa meget andet, der i Begyndelsen blev betragtet med jomfruelig Respekt, ja med sand Ærefrygt. Havde nogen maaske vovet de første 3 X 24 Timer i almindelig daglig Omtale at titulere vor velnærende Underofficer fra Iklædningen med Øgenavnet ,,Proppen’’? Nu hed han aldrig andet! Og kunde – selv i Drømme – blot én eneste af os tænke sig, at den langbenede Cigarruller – populært kaldet ,,Trilleren’’ – allerede 10. Dagen efter Indkaldelsen vilde have ,,Proppen’’ til bedste?
,,Proppen’’ have bedt ,,Trilleren’’ hente en Lommebog, der var glemt i Ammunitionskammeret. ,,Trilleren’’ fik Nøglen, men kom tilbage uden Lommebog. ,,Hvad Fanden er Meningen?’’, tordnede ,,Proppen’’. – ,,Melder Hr. Sergenten, at der udtrykkeligt stod med store Bogstaver uden paa Døren: Adgang strengt forbudt! ,,Proppen rasede – og ,, Trilleren’’ var Dagens Helt!

Fra det Øjeblik var der aaben Krig mellem de to. Skulde et ubehageligt Arbejde udføres, var ,,Trilleren’’ selvskreven Førstemandm og naar vi andre nød Formiddagshvilets Glæder, maatte han ofte ,,ordne’’ eet eller andet for ,,Proppen’’. Han tog det med godt Humør. Altid et Smil paa Læben og – en Ræv bag Øret!

En Formiddag var han der igen. Han anmodede ,,Proppen’’ om Tilladelse til at gaa i Vagten efter ,,sin Mille’’. ,,Gu maa De ej’’, snerrede ,,Proppen’’. ,,Desuden maa De ikke have Pigebørn paa Kasernen’’. ,,Ja – a – ,,Trilleren’’ havde da eller faaet Besked om, at han skulde hente ,,sin Mille i Vagten! ,,Proppen’’ var absolut ikke Søndagshumør og gav kun modstræbende Tilladelse. 5 Minutter efter stillede Gavtyven med – en Mille Cerutter, hans faderlige Ophav havde rullet, og som nu skulde uddeles til ,,Mænnerne’’!
Hvorvidt Jubelen i Geleddet mest skyldes ,,Proppen’’s Dukkert eller ,,Millens’’ Tilsynekomst, skal jeg lade være usagt.
,,Trilleren’’ var i hele sin Soldatertid uforbederlig overfor ,,Proppen’’ – paa Tomandshaand at sige! I Premierløjtnantens Nærværelse opførte han sig altid mønsterværdigt.

,,Primus’’ forstod at indgyde Respekt. Man sagde, at han ,,før Krigen’’ havde være Pianist i et Biografteater. Maaske er det sandt, maaske ikke – men en Gut med ,,Musik’’ i var han i alle Tilfælde.
Og som vi ku li’ den Mand! Selv naar han holdt ,,Fødselsdag’’, hvad han desværre ofte gjorde. Saa vidste vi, hvad Klokken havde slaaet. De værste Stroppeøvelser i et forrygende Tempo. Ned paa Maven i Snesjap og Søle! Kravlende frem, saa Tøjet blev gennemblødt, og ,,Kanonen’’ maatte ekstrapudses ved Hjemkomsten. Puh, ha! Drøjt var det, men ingen knurrede! ,,Primus’’ kunde faa os til, hvad Pokker det skulde være. Hans Paafund var originale, og Rekrutter foretrækker ofte Originalitet frem for den daglige reglementbestemte Lirum-larum. Hvad gjorde det, at vi undertiden selv var Ofre for Originalitet.
,,Primus’’ havde flere Gange sagt, at vi skulde holde vore Fødder rene. ,,Vask dem hver Dag. Jeg vil ikke se én Mand af Kompagniet med sorte Fødder!’’ Vi vaskede allesammen Fødderne – de to første Dage! Den tredie Dag mente 41 og 67, at nu var Faren drevet over og lod haant om vore Rengøringsbestræbelser.
Men Hævnen skulde ramme de ulydige.
I Gymnastiktimen indfandt ,,Primus’’ sig uventet. Han var gram i Hu. Først var det galt med Skolelæreren og Smeden. De kunde ikke svare højt og tydeligt, naar de blev spurgt. ,,Primus’’ vidste Raad. Synderne blev anbragt i hver sin Ende af den kæmpemæssige Gymnastiksal, og her maatte de to formastelige staa og raabe: ,,Jeg er Jordens største Idiot, jeg er Jordens største Idiot’’, saa det gjaldede i Salen, - indtil de havde raabt sig ganske hæse.
Saa skete det med 41 og 67!

,,Primus’’ kommanderede: Sko og Strømper af! 41 og 67 var blege, men fattede! ,,Primus’’ saa blot paa dem. Noget frygteligt var i Anmarsch. Det blev ogsaa frygteligt. Salen store Zinkbeholder, der kunde sætte hele Gulvet under Vand, udgjorde Skafottet. 2 Mand blev kommanderet ned i Beholderen, hver forsynet med Kost og grøn Sæbe – og saa maatte 41 og 67, siddende paa den ubehagelige skarpe Kant af Beholderen finde sig i at faa Fødderne skrubbede af Kammeraterne. Kuren virkede storartet. Længe efter, at de fleste af os var ophørt med daglige ,,Benrensning’’, var 41 og 67 lige saa renvaskede paa ,,Undersaatterne’’ som et Par Spædbørn paa Fødselsstiftelsen.

,,Løvetæmmeren’’ er Bataillonens største og kraftigste Befalingsmand. Han er Sergent og har kun haft med Løver at gøre én Gang. Og det var endda en Løve af Cement, som Manden i et lystigt, men fugtigt Øjeblik besteg, - beklageligvis paa Byens Hovedgade! Forbipasserende fik en hjertelig Latter og Sergenten Titlen ,,Løvetæmmeren’’.
Ikke for det – Manden har ogsaa tæmmet Bataillonens eneste Militærnægter, og det siger ikke saa lidt. Fyren er Slagter, brutal og ilde lidt af Kammeraterne. For 14 Dage siden deserterede han – 3 Dage efter kom en Pakke til Oberstløjtnanten personlig. Den indeholdt Slagterens Uniform og en Seddel med Ordene: Tak for Laan.
Trods denne Høflighed pr. Post lod Oberstløjtnanten Fyren anholde og indsætte i Arrest paa Kasernen. I Modsætning til vor anden Arrestant ,,Dragonen’’, en skikkelig Mønbo, som vi gennem det højtsiddende Arrestvindue forsyner med Cigaretter, anbragt paa Bajonetspidsen, har vi intet tilovers for Slagteren. Forleden etablerede han saa Sultestrejke – og han holdt sig virkelig fra baade Mad og Drikke i 4 Dage. Depotkommandøren var helt rundt paa Gulvet. Sæt at Manden døde? Vi maatte prøve at tvangsfodre Fyren! ,,Gu skal vi ej’’ – sagde ,,Løvetæmmeren’’, da Kommandøren var gaaet. ,,Den Sultekunster skal jeg personlig ordne. 47, vil De tage en Tommestok og gaa med mig.’’
47 var Tømrer. Han lavede bl.a. de store Skydeskiver i Bataillonens eget Værksted. Ovre i Arresten udspandt sig nu følgende Scene: ,,Løvetæmmeren’’: ,,Vil De stadig ikke have Mad, Slagter?’’
,,Nej – gu’ vil jeg ej’’!
,,Naa, ja, ja, saa maa vi træffe vore Forberedelser. 47 vil De tage Maal af Fyren. Læg Dem ned Slagter og stræk Benene ud. Har De Maalet 47?’’
,,Javel’’.
,,Saa maal ham ogsaa i Bredden, 47.’’
,,Javel!’’
,,Og saa tager De i Morgen fat paa at lave en Ligkiste af de gamle Brædder fra Skydeskiverne. De skal ikke ofre noget paa den Hertug, men De maa skynde dem 47, for i Overmorgen er Kalorius kreperet, og vi kan ikke ha’ ham til at ligge og raadne op herinde’’!
Med denne Salut tog ,,Løvetæmmeren’’ og 47 Afsked. Knapt to Timer efter ringede Slagteren som en besat paa Klokken i Vagtstuen og forlangte at faa – noget at spise.

Det er forøvrigt nogle lidet betryggende Arrestlokaler, vi holder os. ,,Mønboen’’ kan selv lukke sin Dør op og i med et Stykke Jerntraad. Skildvagterne paastaar, at Arrestanten flere Gange har været ude om Natten. Han har en ,,Madkæreste’’ i den anden Bydel. Jeg har aldrig set ham ,,desertere’’, men sandsynligvis er Historierne rigtige. Kærlighed sprænger jo alle Lænker, siger man. Oh hvorfor skulde det ikke gælde for Folk fra Møen.

Mens vi nu er ved ,,Madkæresterne’’, lad mig saa fortælle om Gartnerens Elskovs-Eventyr. Gartneren, ,,14’’, er en stor Don-Juan – uden Tvivl større i det Kapitel end i den ædle Gartnerkunst. Men da han er Bataillonens eneste Plantekyndige, maatte vor brave Kaptajn, ,,Skipperen’’, nødvendigvis vælge ham til at udføre Foraarsarbejdet i sin Have. Og ,,14’’ benyttede sig rigtigt af den Tjans. Han viste sig ikke i Kompagniet i 3 Uger. Derimod viste han sig ofte sammen med ,,Skipper’’s Tjenestepige – en buttet Brunette, først i Tyverne.
En Fredag Aften var der Middag og Bal i Officersforeningen. Ogsaa ,,Skipper’’ med Frue deltog. Gartneren havde samme Aften Nattegn paa ubestemt Tid. Han skulde til Sølvbryllup i Nabobyen, havde han fortalt ,,Skipper’’, da han bad om Nattegnet.

Da ,,Skipper’’ ved 3-Tiden om Morgenen vendte hjem til den lille Villa i Byens Udkant, var der Lys over hele Huset. Og i Herreværelset sad Tjenestepigen og – Gartneren, sidstnævnte i ,,Skipper’’s Uniform og med dragen Sabel i haanden. Gartneren var højt beruset, Pigen svagt paavirket af ,,Skippers’’ Cigarer.

Pigen blev sagt op – Gartneren slap naadigt. Han fik i 4 paa hinanden følgende Søndage ingen Orlov, og i 3 Uger maatte han hver Morgen kl. 5½ ud i Januar-kulden for at kalde på ,,Skipper’’, der boede uhyggeligt langt fra Kasernen. Siden hin bevægede Aften hed Gartneren altid ,,Reservekaptajnen’’.

I Kapitlet ,,Madkærester’’ hersker der, som forøvrigt i næsten alle andre Retninger, en Solidaritets – og Kammeratskabsfølelse af ganske særlig Art. Skal der gøres Kur til en Pige, og en Kammerat har en særlig Chance, hjælpes han paa alle Maader: ,,Repræsentanten’’ har Selvejer-Kasket og hvide Handsker. Altsaa maa disse vigtige Ting stilles til Raadighed, naturligvis forudsat at de passer de ,,Kurgørende’’. Var Skydeskjoldet ikke syet fast til Uniformen, blev det sikkert ogsaa udlaant. Det gælder jo om at gøre et godt Indtryk paa den skønne tilbedte!

,,Bornholmeren’’ med Skraaen hævder, at han er ved at blive forlovet med en – Frelserpige! Han udmaler alle hendes Fordele, og dvæler særligt kraftigt ved den Kendsgerning, at Damen har et lille Vaskeri, som gaar ,,strygende’’. Han begaard den Dumhed at love paa Søndag Formiddag at spadsere forbi Kasernegaarden med den udvalgte. Vi kan da blive i Stand til at bedømme Omfanget af hans formentlige Sejr.
Skibsbyggeren, ,,52’’, der er født i Nagelsti og ikke kan lide Bornholmere – vistnok fordi han var meget søsyg paa en Ferietur til Klippeøen i sin Tid – misbrugte desværre Bornholmerens venlige Tilbud.

Om Søndagen til det aftalte Klokkeslet gik ,,52’’ rundt med et underligt, svedent Grin. Og da Bornholmeren og Frelserpigen kom hen til Kaserneindgangen, trak ,,52’’ Klippemanden til Side og sagde ligesom fortroligt, men saa højt, at alle, ogsaa Frelserpigen, kunde høre det: ,,Du Bornholmer, din kæreste og dine Svigerforældre har været her to Gange og spurgt efter dig’’!

Tableau!

Bornholmeren gik helt fra Snøvsen – og Frelserpigen satte fuld Damp og og sejlede af Sted, ude at værdige sin uniformerede Ledsager et eneste Øjekast. Vi andre fik ondt af Bejleren, der aabenbart mente det alvorligt med Pigen. Efter en kort Raadslagning vedtog vi, at Skibsbyggeren skulde opsøge Frelserpigen samme Aften, give hende en Undskyldning og fortælle Sagens rette Sammenhæng.
Gjorde han ikke det, var han sat i Karantæne for 14 Dage, hvilket var ensbetydende med, at ingen ordentlige Rekrutter vilde have noget med ham at gøre.
Det skal sige til hans Ros, at han løste Opgaven tilfredsstillende. Bornholmeren og hans Frelserpige forsonedes. Jeg tror endda, at de den Dag i Dag er agtværdige Ægtefolk.

Kammeratskabet strækker sig meget vidt. Faar en Kammerat Besøg af sin Kæreste eller sin Familie, er det en given Sag, at hans Støvler og Lædertøj pudses, og hans Tøj ordnes af de hjemmeværende. Er han Stuevagt, snyder en anden sig til at tage hans bundne Plads, hvis det er paakrævet.

Vi gik endog saa vidt, at vi søgte Koner og Kærester i Fællesskab! Det var en herlig Historie. Jeg fortæller den uden Omsvøb. Derfor behøver De ikke at tro, eventuelle Læserinde, at alle Annoncer i ,,Adresse Tidende’’ er lige saa ,,værdifulde’’. Vi manglede rent ud sagt lidt Tidsfordriv. Et lyst Hovedet fandt en Idé. I Fællesskab indrykkede vi en Ægteskabs-Annonce i ,,Adresse Tidende’’, saalydende:

Bekendtskab.

Yngre, fra Udlandet hjemvendt Forretningsmand i uopsagt Stilling, med lidt Kapital disponibel, søger Bekendtskab, for senere Ægteskab, med en ung Pige, helst i Tyverne. Hun skal være huslig anlagt. Penge underordnet. Billet, mrkt. ,,Alvor’’ 4711 modt. Adresse-Tidendes Kontor.

Vi betalte hver 22 Øre til Annoncen, og jeg tør roligt paastaa, at jeg aldrig, hverken før eller senere, har faaet saa megen Fornøjelse for saa faa Penge.
2. Gange om Ugen fik vi Billetter. Naar Pudsningen var overstaaet, samledes vi om den søvnige Petroleumslampe, hvorefter Oplæsningen tog sin Begyndelse. Herlig Spas. Masser af Billetter var der. Fra alle Samfundslag. Nogle var endda ledsaget af Fotografi, andre af Anbefalinger for Huslighed eller Madlavning.
Vi fik hver tildelt et Par Billetter, og saa skrev vi, saa Pennene spruttede og den lille Papirhandler i Nærheden blev sat op i Skat. Mon ikke der i disse Maaneder gik over 200 Breve ud og ind alene paa den Konto? Vi fik jo i mange Tilfælde Svar og svarede igen. Andre hørte vi naturligvis intet fra; der var sikker dem, der fandt Bogstavering og Skrift ejendommelig for en - ,,Forretningsmand, lige hjemvendt fra Udlandet’’!

Jeg læste nogle af Brevene, før de gik af. ,,716’’ der var Landmand fra Fyen, skrev haardnakket Biller med to L’er, naar han mente Biler, og saadan var der mange højst graverende Skrivefejl.
Men herligt var det. Og naar vi var krøbet i Kassen og Lyset blev slukket, laa vi under de graa Tæpper og drøftede de respektive Korrespondance-Kærester, medens vore Plageaander – Lopperne, dansede One-step for os!

Forøvrigt tror jeg, at Spøgen i eet eller 2 Tilfælde blev mine Kammeraters Skæbne. Der er vist noget om, at ,,700’’ blev hængende ved en Skovløberdatter!

En Formiddag var alle vi gamle Vidne til, at Musikeren og Seminaristen og endnu en Rekrut fik en læsterlig Overhaling af deres Løjtnant, fordi de ikke to Geværgrebene hurtigt nok, og fordi der ikke var Smeld nok i Grebene. ,,Trilleren’’ noterede sig ved den Lejlighed Nummer og Navn paa Seminaristen og Musikeren, og lige efter Middagsspisningen stillede han med et blaat Stykke Papir i Haanden inde paa de to ,,Bassers’’ Belægningsstue.

,,Er her en Rekrut Numer 12, Olsen, og en Rekrut Numer 14, Jensen’’, sagde han – alvorlig som en Bedemand.
De to adspurgte rejste sig fra Sengene: ,,Ja, det er os!’’
,,Det er godt’’, fortsatte ,,Trilleren’’, ,,jeg har her en Ordre fra Kommando-Officianten’’ – og saa halede han det blaa Papir frem foran sig. - ,,Ordren gaar ud paa, at I, til Straf for de daarlige Geværgreb i Formiddag, skal vaske alle Kasernens Lokummer, inden der igen trædes an Kl. 3! Der staar Kost, Spande og Gulvklude i Vaskerummet til Stue 4. Er det begrebet?’’
De to rekrutter gjorde en ynkelig Figur. Ingen af dem svarede.
,,Ja, ja’’, sagde ,,Trilleren’’ – ligervis en krænket Sandheds-Apostel, hvis Ord drages i Tvivl - ,,dersom I ikke forstaar Ordren, kan I selv gaa over paa Kontoret og faa den bekræftet; nu har jeg altsaa afleveret den!’’

Det hjalp. De to Lidelsesfæller iførte sig Drejlsfrakken og tog, om end modstræbende, fat paa den store Renselses-Opgave. Først efter 2 Timers haardt Arbejde kom de ind igen, meget flove og meget forpustede af Anstrengelsen. Vi havde oppe fra vore Vinduer fulgt dem, og naturligvis fandt vi Spasen herlig og berømmede ,,Trilleren’’ for hans Opfindsomhed.

Men om Eftermiddagen gik det galt!

Der var et eller andet at rette paa Musikeren. Han kunde ikke faa Haanden hurtigt nok op til Huen, og Befalingsmanden blev gal i Hovedet og spurgte, om han havde Krampe eller Spat i højre Arm, eller hvad Fanden der var i Vejen?
En dyb Medlidenhed med sin egen Skæbne fik da uheldigvis Kunstneren til at udbryde:
,,Jeg er sandelig saa træt i Armen paa Grund af mit Arejde med Rengøring af Toiletterne!’’
Saa sprang Bomben! ,,Trilleren’’ maatte staa Skoleret baade her og der og fik en mægtig Skiballe paa Kompagnikontoret. Hans Nattegn blev inddraget i 5 Dage, men det var jo til at komme over. Han var uden Tvivl blevet klapset langt alvorligere af, dersom hans Løjer havde ramt alle andre end netop de to ,,Kagekoner’’, som langtfra var i Kridthuset hos deres foresatte.

En anden af de nye Rekrutter var os længe til megen Glæde og Morskab. Han hed ,,20’’, foregav at være ,,Roekarl’’ og talte et herligt syngende Lollandsk. Han saa henrivende dum ud og gjorde tilmed, hvad han kunde for at virke mest muligt fjollet – især naar der var Befalingsmænd til Stede. Vi var meget skeptiske overfor ,,20’’s paastaaede Dumhed. Vi mistænkte ham rent ud sagt for at simulere, og en Dag blev vor Mistanke bekræftet:
En af de yngre Befalingsmænd gik under Navnet ,,Korrekt-Olsen’’, fordi han i sin Instruktion anvendte Ordet korrekt baaede i Tide og i Utide. Hans staaende Tale lød omtrent saaledes: ,,Man skal udføre en Ordre korrekt. Det vil sige, at man skal gøre korrekt netop det, der er befalet, og ikke et Hak mere eller mindre. Det er korrekt’’.

,,Korrekt-Olsen’’ var ,,20’’s nærmeste foresatte, og i 8 a 10 Dage havde ,,20’’ faaet tudet Ørene fulde om den givne Ordres korrekte Udførelse osv.

En Formiddag kaldte ,,Korrekt-Olsen’’ paa ,,20’’.

,,Vil De gaa ned paa Posthuset, 20, og se, om der ligger Breve til Kompagnikontoret’’.

Ja vel, Hr. Officiant’’.

Og ,,20’’ satte i Løb over Kasernegaarden. Da han rundede Hjørnet ved Vagten, var Tempoet allerede betydeligt langsommere, og et lille Stykke nede ad Alléen havde Gavtyven begge Hænderne i Lommerne og Cigaretten i Munden. Først en Time efter vendte han tilbage.

,,Det varede lidt længe, 20’’, hvæsede ,,Korrekt-Olsen’’.

,,Ja vel, Hr. Officiant’’.

,,Var der saa Post til Kompagniet?’’

,,To Breve, Hr. Officiant!¨’’

,,Hvorfor Fanden afleverer De saa ikke de to Breve?’’

,,Dem har jeg da itt’ ta’et med!’’

,,Hvad Satan, Mand – har De ikke taget dem med!’’

Nej, Hr. Officiant’’.

,,Hvad Fanden tror De ellers, De skulde derned efter?’’

,,Officianten sagde jo, at jeg sku’ se om der var Breve! Jeg fik itt’ Besked paa at hente Brevene – og man ska’ jo kun gøre det, der befales, og ikke et Hak mere eller mindre!’’

Selv ,,Korrekt-Olsen’’ kunde ikke lade være at more sig over ,,20’’, og fra den Dag var der kun meget faa, der ansaa ,,Roekarlen’’ for ubegavet.