Dragonregiment fik ved Kundgørelse af 21. September 1863 Ordre til af sine 4. Eskadroner at danne 5. Nyordningen gjaldt fra 1. Oktober. Som Chef for den nye 5. Eskadron ansattes Ritmester Sommer.

I Oktober fik Regimentet Ordre til at indkalde fra 1. November 340 Underkorporaler og Menige og 288 Distriktsheste. Styrken bragtes derved op paa 96 Underkorporaler og Menige pr. Eskadron. Normen for Dragonernes Højde var fra 64-67 Tommer, Hestenes fra 10 Kvarter til 10 Kvarter og 4 Tommer. Bevæbningen var for Underofficerer og Trompetere: Sabel (Model 1843) og 2 Pistoler, for Dragonerne: Sabel, Karabin og Pistol.

Han stilledes til Raadighed og afskedigedes med Oberst Karakter den 26. Juli 1864.

Den nye Regimentschef, Oberstlieutenant, Baron F. W. Rosenkrantz, der var Student fra Herlufsholm, havde i 5 Aar Major ved 4. Dragonregiment. Han var saaledes velkendt med alle Forhold ved Regimentet.

Med 5. Eskadron fik han foreløbig ikke meget at gøre. Den blev paa dette Tidspunkt sendt til Kiel, hvor der foruden 3. Divisions Stab kun laa en Fodfolksbataillon. Divisionens Rytteri – 6. Dragonregiment – var fordelt til Byerne Altona, Itzehoe, Wandsbeck og Pinneberg.

Om Eskadronens Afmarche til Kiel fortæller Ritmester Sommers Underofficerer, Korporal C. A. Hoffmann, følgende: ”Jeg sprang op, rev et Vindue op og raabte til den Trompeter, der lige havde blæst Signalet, det var en Trompeter C. Jørgensen: ,,Hvem skal rykke ud?’’ Han svarede: ,,5. Eskadron’’. Faa Minutter efter var jeg i Klæderne, i Løb gik det til min Stald, hvor jeg havde 9 Heste; ankommen hertil fandt jeg dem alle sadlede, klare til at rykke ud, og kort efter holdt jeg som første Mand med mit Mandskab paa Alarmpladsen foran Eskadronschefen, Ritmester Sommers Bolig. Snart holdt hele Eskadronen paa Pladsen. Saasnart den var samlet, kom Ritmesteren ud. Han meddelte os, hvorfor vi skulde til Kiel, hvorefter han kommanderede: ,,Fra Højre former´ fire’’ og lod vore 3 Trompetere blæse en March ud igennem Frederiksberg Gade, saa det gav flere Gange Ekko i den stille Nat. Med Begejstring for den danske Sag og med Brystet opfyldt af Kamplyst forlod vi Slesvig mellem 3-4 Morgen. Saa snart vi var kommen ud igennem Bustorph, blev der blæst ,,Sablen ind’’, kommanderet ,,Rør’’, hvorefter Piberne kom frem, og Ritmesteren, der altid holdt af Gemytlighed og forstod at holde Mandskabet i munter Stemning, opfordrede os nu til at synge en Sang”.

Oberst N. P. Jensen, der paa dette Tidspunkt gjorde Tjeneste ved Styrken i Kiel, fortæller i sine ,,Livserindringer’’, at Eskadronen Sommer, der kantonnerede i Kiels Nærhed, midt i December blev forlagt til selve Ben paa Grund af Slesvig-Holstenernes anmassende Optræden. 2. Juledag var Stemningen i Byen saa oprørt, at Regimentskommandøren mellem 5 og 6 Eftermiddag lod blæse Retræte for at faa Soldaterne i Kvarter. Eskadronen blev alarmeret og posteret paa Torvet. Den udsendte Patrouiller gennem Gaderne og tvang ved Brugen af den flade Klinge Befolkningen til hurtigst muligt at søge Husene.

Ved Afmarchen var Eskadronen fra de tysksindede Indbyggeres Side Genstand for pøbelagtige Fornærmelser. Korporal Hoffmann fortæller, at der blev rakt Tunge og vrænget Næse efter dem, raabt: ,,Hannemann’’ og ,,komm bald wieder, und grüsse deine Grossmutter’’.

Ritmester Sommer havde forudset dette og paalagt Dragonerne at forholde sig tavse. De fulgte Ordren og lod kun deres Harme gaa ud over de slesvig-holstenske Flag, hvor de kunde naa dem. Dragon Højelse gik dog over Stregen. Med Ordene: ,,Der er rigtignok halvanden Pægl i den, men I skal have den, I tyske Kanailler!’’ slyngede han med fuld Kraft sin Brændevinsflaske ind i et skraalende Selskab.

Den 1. Januar 1864 var Holsten rømmet af de danske Tropper og dansk Rytteri fremsendt til Bevogtning af Ejderens nordlige Bred, sachsisk og hannoveransk Rytteri til den sydlige. Den samlede danske Hær holdt herefter Dannevirkestillingen besat med fremskudte Afdelinger i Terrainet nord for Ejderen.

Broerne ved Landwehr, Knoop og Holtenau blev stillede under min Inspektion. Den 30. Januar modtog jeg skriftlig ordre til at holde Broerne optrukne fra Mørkets Frembrud indtil Dag. Syd for Ejderen var for øvrigt alt som for 5 Uger siden; der kom af og til en hannoveransk Patrouille ned mod Broen, gjorde omkring og red atter bort. Natten mellem den 30. og 31. Januar tog jeg 4 Dragoner med mig og inspicerede først Broen ved Landwehr, hvorefter jeg red til Knoop og Holtenau’’. Det viste sig her, at ingen af Broerne var trukne op. Vagtkommandøren, en Underkorporal, undskyldte sig med, at den ene var frossen, saa den ikke kunde trækkes op, og den anden havde en tyske Vagt forbudt ham at trække op! Med en Tønde kogende Vand fik Hoffmann den frosne ro tøet op og bragt paa plads, den anden viste sig at være laaset. Da Hoffmann med en Øxe vilde slaa Laasen i Stykker, kom en tysk Underofficer med halv Snes Mand løbende for at forhindre det. Hans Tilraab besvaredes med Kommandoen: ,,Til Chargering færdig’’. Dragonernes Karabinhaner knækkede, og under Dækning af Karabinerne slog Hoffmann nu Laasen i Stykker og fik Broen hejset op.

Den 31. Januar kom den længe ventede Krigserklæring. Med en Hær paa ca. 60000 Mand stod Feltmarskal Wrangel syd for Ejderen. Ved Dannevirke Overgeneral de Meza med ca. 35000. Fjendens Plan var at lade 20000 Mand trænge rem over Mysunde, sætte sig fast i Ryggen paa den danske Hær eller i alle Tilfælde naa Flensborg sammen med denne. I Fobindelse med sin Hovedstyrke vilde Wrangel da knuse den danske Hær. Som bekendt blev Udfaldet et andet.

Om selve Overgangen fortæller han: ,,Kl. bestemt 8¼ Formiddag. Den 1. Februar sænkede Broen sig, og i det samme opfyldtes Luften af et vrælende ,,Hurra’’. Det var den preussiske Armee, der udførte deres første Heltedaad ved at storme Broen over Levensau, der var besat af siger og skriver 16 Dragoner. 1 Overensstemmelse med given Ordre søgte jeg med mine ringe Kræfter at opholde Fjenden saa længe som muligt, ved ikke at trække mig hurtigere tilbage, end jeg blev nødt til, samt observere Fjendens Fremrykning, Styrke og Vaabenart. I det Øjeblik, da Broen blev stormet af Preusserne, tog jeg min ene Pistol i højre Haand, kommanderede en Svingning ud af Møllegaarden til Venstre, kommanderede: ,,An, Fyr!’’ og sendte saaledes Preusserne den allerførste ,,Godmorgen-Hilsen’’. I det samme faldt der en Salve fra Preusserne. Min Hest snurrede brat rundt og styrtede samtidig med, at en af mine Dragoner, truffen af en Kugle, gik bagover, tagende Hesten med sig. Min Hest var kommen til at ligge paa mit venstre Ben saaledes, at jeg var ude af Stand til at komme fra den. Jeg saa allerede et Par preussiske Infanterister komme løbende op imod mig med Geværet i Haanden, da min Hest pludselig, trods det glatte Føre, væltede sig om paa Bugen og sprang op’’.

Idet Hoffmann derefter sad op, fik han en Kugle i venstre læg. Hans Mandskab var straks gaaet i Galop mod Nord, og da han red, var han alene. Et Øjeblik efter kom der en herreløs Hest hen paa Siden af ham, og da han lidt forude saa en af sine Dragoner til Fods, greb han den ved Tøjlerne og travede rask fremefter. Dragonen blev kommanderet til at løbe i Grøften, alt hvad han kunde; han var tilsidst ved at styrte, men de havde nu et lille Forspring, og det lykkedes Dragonen at komme til Hest. Han blev straks afsendt med Melding, men naaede Eskadronen senere end Hoffmann, skønt denne i Blicksted Skov forsøgte at skuffe det forfølgende Rytteri ved at skyde fra forskellige Steder i Skoven. En særlig nærgående Rytter strakte han til Jorden ved et Pistolskud. Ved hans Tilbagekomst til Eskadronen, som han traf mellem Gettorf og Schnellmarker Skov, var preussisk Rytteri naaet Gettorf. Om Tilbagekomsten fortæller han: ,,Da jeg naaede Eskadronen Bagflankører, spurgte jeg disse, hvorledes der var kommen Dragoner ud i Engene og erfarede da, at det var Lieutenant Baggesen, der tilligemed en Del Dragoner paa Grund af Preussernes hurtige Fremrykning var bleven afskaaret og nu søgte at komme bort ad den Kant. Jeg fik at vide, at Preussernes hurtige Fremmarche var foranlediget ved, at Underkorporal ved Landwehr var taget til Fange, hvorved Vejen til Gettorf stod aaben. Hoffmann blev modtaget med aabne Arme ved Eskadronen. Hans Dragoner havde meldt, at han var falden, og Meldingen var allerede videresendt til Hovedkvarteret i Slesvig. Den blev nu berigtiget af Hensyn til Familien. (Faderen var Overvagtmester i Regimentet).

4. Dragonregiments 2. Halvregiment fulgte Divisionen, 4. Eskadron direkte under denne; 5. og 6. Eskadron forenede sig i Vedelspang med Divisionens Hovedstyrke. 3. Division skulde danne Arrieregarde for 2. Division, der skulde gaa over Skovby og Lyrskov ad Chausséen og Oksevejen til Skæferhus (½ Mil vest for Flensborg). Hermed fulgte 4. Dragonregiments 1. Halvregiment. Efter Kampen ved Sankelmark blev 1. Eskadron tildelt Arrieregarden som Forpostrytteri. Denne Tjeneste var indtil da udført af 5. Dragonregiments 6. Eskadron.

I Løbe af Formiddagen den 6. Februar indtraf Hovedstyrken af Hærens Afdelinger i og ved Flensborg. 4. Dragonregiments Tab ved Tilbagetoget udgjorde 7 savnede Dragoner. Om Tilbagetoget fra Dannevirke, ved nok den tungeste Marche en dansk Hær nogensinde har foretaget, meddeler Korporal Hoffmann følgende Enkeltheder: Af Ritmester Sommer fik han den 5. om Eftermiddagen Ordre til at møde hos Divisionsgeneralen, Generallieutenant Gerlach. Her fik han i Ritmesterens Nærværelse Ordre til med 16 Heste at forblive i Mysunde indtil en Time efter, at den sidste Troppeafdeling var afmarcheret og derefter som Bagspids følge efter ad Kolonnevejen mod Flensborg. Han blev lynslaaet, da det stod ham klart, at Dannevirkestillingen skulde rømmes, og han var næppe sig selv bevidst, da han gentog Ordren. Efter Opholdet hos Generalen lovede Ritmesteren ham 16 Dragoner med gode og udholdende Heste og bragte ham ved sin besindige Tale nogenlunde til Ro.

Dragonerne kom, og Hoffmann instruerede dem kort før Afmarchen. Han skriver herom: ,,Der indtraadte efter min Meddelelse til Mandskabet en trykkende, dyb Tavshed, thi Sindene var dybt nedbøjede. Jeg har altid betragtet det som Svaghed eller Mangel paa moralsk Kraft, naar en Mand og navnlig en Soldat græd, men jeg var den Aften saaledes tilmode, at jeg følte den største Trang til at græde. Der blev imidlertid ikke mælet et Ord, enhver af os var optaget af sine Tanker. Kl. 11½ gav jeg ordre til at tage Foderposerne af og stænge op’’.

Ogsaa paa Als og i Sundeved var Regimentet fra Beboernes Side Genstand for en Omhu og en Deltagelse, der ikke glemmes. Af al Evne søgte de brave Folk at udslette Sporene af de haarde Strabadser for Mænd og Heste. 1. Halvregiment tilbragte nogle rolige Dage i sine Kvarterer omkring Svenstrup-Klingbjerg. 2. Halvregiment maatte derimod fortsætte med Forposttjeneste, som det delte med 1. Halvregiment Gardehusarer. Af Overskuelighedshensyn vil de Oplevelser, som 4. Dragonregiments to Halvregimenter havde i Resten af Krigen, i det efterfølgende blive omtalt under hvert Halvregiment for sig.

1. Halvregiment.

2. Halvregiment.

En svensk-norsk Deling under Kommando af svensk Premierløjtnant, Baron von Raab indgik ligeledes i Korpset, der sidst i Marts talte ca. 200 Mand. Løjtnant Baumann, der blev Adjutant i Korpset, deltog bl.a. i Ekspeditionen mod Løjt Kirkeby den 11. April, hvor en fjendtlig Uhlanofficer, Premierløjtnant von Strombeck og 4 Uhlaner toges til Fange, i Ekspeditionen mod Sønderballe den 18. April, hvor 2 Uhlaner med Heste blev taget og i Ekspeditionen mod Ashoved den 7. Juli, hvor en Kadetkorporal og 5 Menige toges til Fange. Vagtmester Hoffmann fortæller om Oprettelsen og om Ekspeditionerne til Løjt Kirkeby og Sønderballe bl.a. følgende:

     Oprettelsen.

,, I sidste Halvdel af Marts Maaned kom Lieutenant V. Bamann til mig og fortalte mig om et Strejfkorps, der skulde oprettes under Kommando af Premierlieutenant Aarøe. Med levende Farver udmalede han mig Korpsets Virksomhed og fortalte mig, hvorledes det skulde gøre Landgang, overfalde, nedhugge eller tage Fjenden til Fange, overrumple og ødelægge hans Magasiner samt paa anden Maade tilføje ham Skade. Han sluttede med den Bemærkning, at det var hans Hensigt at tale Eskadronschefen. Da Chefen gav sit Samtykke, fik jeg det Hverv bland Eskadronens Mandskab at udvælge 22. Dragoner, der skulde være raske og uforfærdede Karle. Da det heldigvis ikke skortede paa saadane, medlte der sig hurtig mange flere, end der var Brug for. Den 21. Marts afmarcherede jeg med mine Dragoner fra Dybbøl til Oxbøl paa Als, hvor jeg meldte mig til Lieutenant Baumann’’.

     Løjt Kirkeby.

,,Lieutenant Baumann gav nu Ordre til at stige ud af Baadene, og skønt Natten var kold, og Mandskabet forfrossent efter den ubekvemme Sejltur, og skønt Vandet naaede os indtil Hofterne, saa var alle Mand dog hurtigt ude af Baadene. Et Øjeblik efter stod vi paa Strandbredden. Baumann satte sig i Spidsen, og i Løb gik det op over Markerne... Pludselig hørte jeg et Pladsk og saa Lieutenant Baumann forsvinde, og det var med Nød og næppe, at jeg fik standset min Fart for ikke at gaa bagefter. Jeg kastede mig hurtig ned paa Maven og var saa heldig at faa fat i Lieutenanten, der var styrtet paa Hovedet i en Tørvegrav. Gennemvaad og indsølet i Mudder blev han halet op. Baumann spildte ikke et Minut, saa snart han var kommen paa Benene rystede han sig som en vaad Hund og sagde: ,,Den Vej kan vi ikke komme, vi maa ad en anden’’. Da Baumann styrtede i Mosen havde han sin Klinge í Haanden, og der kunde vel nok have været den Officer, der i et saadant Øjeblik havde glemt at holde fast paa den, men han havde endnu Sabelen i Haanden, da jeg trak ham op. Denne Officers beundringsværdige Mod og uforfærdede Optræden i Forbindelse med Snarraadighed og Ligegyldighed for Farer skal jeg senere faa Lejlighed til at fortælle om’’.

Sønderballe.

,,Kaptajn Aarøe kaldte straks paa Lieuenant Baumann og sagde: Baumann! Her er Melding fra Baron Raab, at der er mere Kavalleri nede ad den Vej’’. Baumann kommanderede: ,,Fra Højre formér fire’’ og sagde til mig: ,,Kom nu her, Hoffmann, saa skal vi mase dem’’, og i Trav gik det nu ad den betegnede Vej. Da vi passerede det svensk-norske Kompagni,  der laa dækket paa højre Side af Vejen, vekslede Baumann og Raab nogle Bemærkninger om det formentligt paa Vejen værende tyske Kavalleri, medens nogle Infanterister bortryddede nogle Ledstolper og Markredskaber, hvormed de havde barrikaderet Vejen mod det fremrykkende Kavalleri. Da vi havde fortsat Ridtet endnu nogle Minutter, hørte vi Støj foran os, og Baumann sagde da til mig, der red ved hans venstre Side en halv Snes Alen foran Kolonnen: Der har vi dem! Og samtidig kommanderede han Galop. Vejen svingede lidt til højre og var paa begge Sider omgiven af Jordvolde med levende Hegn. Da jeg lidt før Baumann kunde se om Svingningen af Vejen, opdagede jeg, idet Baumann kommanderede Galop, en tæt Masse af Bajonetter. Jeg sluttede mig tæt til Lieutenantens venstre Side, og i samme Øjeblik saa Baumann ogsaa Bajonetterne, idet der nu fra Fjenden tordnede et dundrende ,,Halt’’.

Vi parerede Hestene, og Baumann hviskede til mig: ,,Lad dem gøre omkring og komme bort’’. Jeg vendte mig og gav hviskende Ordren videre. En af de forreste Preussere raabte imidlertid: ,,Wer da?’’ og Baumann svarede med rolig og fast Stemme, som om han havde staaet overfor en Trop Rekrutter: ,,Gute Freunde!’’ Han hviskede endnu engang, at Mandskabet skulde gøre omkring, hvilket kun havde til Følge, at de forreste drejede Hestene, nogle til Højre, andre til Venstre, ssa der opstod Uorden. Den ene Hest kom i Vejen for den anden, og de bageste i Kolonnen blev rolig holdende. Preusserne, der aabenbart i Begyndelsen troede, at det var deres eget Rytteri, gentog: ,,Wer da?’’ Baumann gentog imidlertid med fast og rolig Stemme: ,,Gute Freunde!’’ hvorpaa den samme preussiske Stemme raabte: ,,Feldgeschrei!’’

I det samme raabte en af vore Dragoner: ,,Dælen han lyne i jer Hals der bagved, kan I ikke komme tilbage!’’ I det samme knaldede en Geværsalve om Ørene paa os, og jeg lyver ikke, naar jeg siger, at jeg bogstaveligt kunde smage Krudtet. Jeg fik ikke Tid til at anstille Betragtninger over Virkningen af denne Salve, thi min Hest snurrede rundt og fulgte efter de andre, der nu satte af Sted i fri Galop til Sønderballe, hvor jeg fik samlet Folkene. Jeg opdagede nu, at Lieutenant Baumann ikke var med; jeg gav Ordre til at blive holdende og red i skarp Trav tilbage ad Vejen. Jeg hørte paa lang Afstand Preusserne trænge frem ad Vejen, raabende deres korte Hurra, ligesom de jævnlig affyrede Skud. Saa hørte jeg en Hest komme mig i Møde i en mærkværdig tung og slæbende Galop, ligesom jeg hørte en besynderlig klirrende Lyd, og straks efter stødte jeg paa Lieutenant Baumann, der i sin sædvanlige muntre og uforfærdede Tone, som om der intet var hændet, sagde: ,,Er det Dem, Hoffmann. Min Hest er saaret, men hvad er det, der hænger ved dens ene Ben?’’ Jeg sad hurtig af. Det viste sig, at en Dragons Sabelskede havde slynget sig om Hestens højre Bagben. Jeg saa ogsaa, at Hesten havde tre stærkt blødende Saar, nemlig en Kugle i højre Bagkode, en i samme Ben og en gjennem Krydset. At Lieutenanten selv havde faaet en Kugle gjennem debn blødere Del af Sædet, omtalte han slet ikke her. Jeg tilbød ham min Hest, men han mente, at hans nok kunde bære ham, idetmindste op til Sønderballe. Her sad Lieutenanten straks af og fik en rød Hest, som han selv havde tilredet. Dens Rytter fik Ordre til at trække om Bord med den saarede Hest. Den styrtede omtrent midtvejs mellem Søønderballe og Landdingsstedet. Da Baumann ater var kommen til Hest, kom Kaptajn Aarøe, der udtalte sin Forundring over, at alle Dragonerne var slupne helskindede; han gav Ordre til, at de hurtigst muligt skulde indskibes … Man maa forundre sig over, at vi slap saa godt derfra, thi mindst to Tredjedele af Dragonerne havde et eller flere Kuglehuller at fremvise i deres Uniform, især i Hovedbedækningen.

I Dagene den 6. – 13. August overførtes 4. Dragonregiment til Sjælland. Delingen i Halvregimenter ophævedes fra 12. September. Aarøes Strejfkorps ophævedes 15. August. Sekondløjtnant Baumann var sidst i Juli afgaaet fra Korpset for at overtage Tjeneste som Ordonnansofficer hos Krigsministeren. Hjempermittering af Forstærkningsmandskab var allerede paabegyndt i Juli paa Grund af Tilgang af Rekrutter. (4. Dragonregiments Rekruter uddannedes paa Eksercerskolen i Næstved under Ritmester Rosen; 119 Mand var indkaldt til at møde 29. Februar, 117 Mand indkaldtes til Møde 1. August) Resten af Forstærkningsmandskabet blev hjempermitteret midt i August. Samtidig befaledes Tilbagelevering af Distriktsheste. I September og Oktober udstationerede Regimentet en Del Stamheste. Henvendelse fra Foderværter skulde ske i Næstved til Ritmester Munk, i Slagelse til Ritmester Haffner, i Vordingborg til Ritmester Boalth og i Storehedinge til Ritmester Müller. Den 25. og 26. Oktober afholdtes i Næstved en Udstilling til Fordel for Saaredes og Faldnes Efterladte. Den indbragte 6500 Rdlr. (Rigsdaler). Ved Udstillingsmiddagen paa Vinhuset talte Malermester Bischoff for Byens gamle ven: 4. Dragonregiment. Den 1. November indskrænkedes Regimentet atter til Eskadroner, hvis Garnison sidst i November blev fastsat til Næstved, Slagelse og Vordingborg. Under Krigen havde to svenske Officerer gjort Tjeneste ved Regimentet, Lieutenant R. W. Liliestråle og N. F. H. Braunerhjelm. Under 30. September udnævntes de begget til Riddere af Dannebrog.

Af Regimentets eget Personale blev Ridderkorset tildelt:

Under 27. August: Sekondløjtnant Baumann.

Sølvkorset fik:

Under 21. Marts: Dragon Nr. 98, Hansen af 3. Eskadron.

Under 25 Juli: Vagtmester, Regimentsskriver Niels Hansen, Vagtmester P. H. Svane, Dragon Nr. 158, Nielsen(Harritshøj) ved 5. Eskadron, Underkorporal 110, Hansen (Appernæs) ved 6. Eskadron.

Under 27. August: Vagtmester C. A. Hoffmann.

Ved Arméreduktionen i December afgik fra Regimentet Oberstløjtnant Rosenkrantz, der afskedigedes med Oberst Karakter, Major Lillienschiold, Ritmester Bentzen, Ritmester Haffner, der samtidig modtog Ridderkorset, og Premierløjtnant Urban Jürgensen. De tilkendegaves alle Kongens allerhøjeste Tilfredshed og Tak for deres tro Tjeneste.

Af det minderige Aars Begivenheder skal endnu kun nævnes Christian IX.s Tak til Arméen, fremsat i en Proklamation af 8. Marts. – Med sorgblandet Stolthed havde Kongen fulgt Hærens Færd. Han vidste, at den endnu var rede til at kæmpe. Men den overvejende Del af Landet var i Fjendes Vold og led under et Tryk der snart maatte føre til Ødelæggelse. ,,Derfor maatte Kampen søges endt, om end med Afstaaelse af Landsdele, der fra ældgammel Tid hørte til Danmark, og til hvilke enhvers Dansks Hjerte var knyttet’’.