Næver Ending Stories 03.09.2021 - 04.09.2021

Næver Ending Stories

Til festivalen Næver Ending Stories sætter vi fokus på ord og fortællinger af, med og for unge. Det bliver et brag af en ordfest!

Næver Ending Stories er en festival, der siden 2019 har dedikeret sig til at fremhæve fortællekunsten med ALLE dens mange facetter, nuancer og forgreninger og på tværs af samtlige former for medier! Fra d. 3.-4. september 2021 fylder vi derfor atter Næstved by med gratis forfattertalks, musik, poetry slam, ordinstallationer, workshops og digtoplæsninger. Oplev bl.a. Per Vers, Karoline Stjernfelt, Nye Mennesker, Claus Høxbroe og mange flere.

Årets arrangementer er fordelt ud på forskellige scener rundt omkring i Næstved by. Der er scener på Næstved Bibliotek, Ungdomskulturhuset JB10, Grønnegades Kaserne Kulturcenter og Næstved Museum. Her kan du se og downloade et kort over scenerne til Næver Ending Stories.

Til Næver Ending Stories får du mulighed for at udfolde din indre rapper, lære at tæmme en spraydåse som en ægte graffitimaler, komme på skriveworkshop, lave black out poetry, sammensætte dit helt eget magasin og opleve storytelling i komplet mørke (med tryk på komplet!). Se hele programmet her

På kulturcentret kan du opleve

Som man siger, oneman sprogshow - fredag kl. 17.30-19.30 - Ny Ridehus

Michael Ejstrup står bag SOM MAN SIGER, et live show, der med lyd, billeder, sprogtoner og stemmer fra forskellige steder i Danmark vil føre publikum gennem landets dialekter, nuancer og historier.

Det danske sprog er konstant i udvikling og rummer mange forskellige nuancer. Nogle snakker rigsdansk, med dialekt, ghettoslang, gammeldansk, med eller uden accent.

Det talte sprog er tæt forbundet med identiteter – både på individ og fællesskabsniveau. Derfor ligger der også i sprogforskellene kimen til misforståelser og adskillelse. 

Dialekter og bandeord, børnesnak og gammeldansk, ghettosprog og gadeslang. I Danmark har vi på én gang et fælles sprog og taler dejligt mangfoldigt.

Ved at blive mere opmærksom på forskellige dialekter og deres baggrunde, kan man som dansktalende person få bedre indsigt i sin kultur, ligheder og forskelle blandt fællesskaber og derved få udvidet sin sproglige, kulturelle og personlige horisont. 

Tag plads, og medbring din sproglige ja-hat. Husk også at dele dit eget talesprog med resten af Danmark på: www.sommansiger.nu

Sprogforskeren vil sørge for at massere dine hjerneceller, teste dine sproglige fordomme og gøre dine smilerynker dybe.
Bestil billet

Poetry Slam med Peter Dyreborg - lørdag kl. 13.00-14.00 - Lave Ridebane

Skal der smæk på din lørdag? Altså verbalt smæk, så det runger helt ind i dit sprogøre? Så kom til festivalen Næver Ending Stories (NES) lørdag den 4. september, når vi inviterer til poetry slam.

Poesiens slagkraftige fætter, poetry slam, er en kamp på ord, sprog og fortællinger. På originalitet og på at skabe sproglige udtryk med sin stemme og krop. Sagt på en anden måde: poetry slam er ikke en genre, det er en konkurrence!

Poetry slam kan indeholde poesi, men det er ikke et krav. En poetry slammer kan også vælge at lire et stykke prosa, en vild historie, en sang eller en rap af. Eller noget helt femte for den sags skyld. En poetry slammer må hviske og råbe og alt derimellem. Være højpandet, lavpandet eller lidt til en side. Få publikum til at grine eller græde. Eller grine mens de græder.

Den erfarne poetry slammer Peter Dyreborg vil facilitere dagens poetry slam, så der er garanti for at blive en slamkraftig omgang!

Om Peter Dyreborg
Peter Dyreborg er én af landets mest aktive poetry slammere. Han var med til de allerførste poetry slams i Danmark i 1999, er tidligere dansk mester og optræder i hele Danmark – og den 4. september går turen til Næver. 

Bestil billet

Fabräk, koncert - lørdag kl. 14.30-15.15 - Lave Ridebane

Kom til koncert med det højenergiske band FABRÄK og få serveret den perfekte cocktail af lyrik, skrål og dans!

FABRÄK er et både ungt og nyt band, der allerede er begyndt at skabe vibrationer på den danske rapscene med deres iltre, brovtende og unikke blanding af højenergisk undergrundsrap, punk og dansable beats – næsten som en fusion mellem Cheff Records og Sleaford Mods.
Resultatet fremføres med en bemærkelsesværdig og energisk omgang rå lyrik, hvilket kan høres på begge bandets singler ”VOLDSOMT” og ”DAARLIGT”, der henholdsvis proklamere drengenes hurtige livsstil og revser samfundets store (og små) tendenser og trends.
Ligesom Næver Ending Stories ønsker at fremhæve ord og fortællinger på tværs af kunstforme, ligeså krydser FABRÄK grænserne mellem rap, pop, punk, sang, skrål og rap på modersmålet.

Om FABRÄK

Duoen består af Sixten Rasmussen og Anton Dyrby. FABRÄK udgav deres første sang nogensinde 'VOLDSOM' tilbage i marts 2021, og den har akkumuleret over 50.000 afspilninger på tværs af diverse tjenester og har fået omtale i både Politiken og P3. Kort efter både spillede de deres debutkoncert i Byhaven i Pumpehuset, København og udgav opfølgersinglen 'DAARLIGT', som ligeledes har høstet mange afspilninger. FABRÄK bevæger sig hurtigt, og nu har Næver Ending Stories’ publikum mulighed for at se noget stort, før det stikker helt af. 

Bestil billet

Per Vers Sprogshow - lørdag kl. 16-.00-17.00 - Lave Ridebane

Per Vers sætter tryk på og en fed streg under det sidste punktum for Næver Ending Stories 2021 med sit Sprogshow. Det må du ikke gå glip af!

Tag et klassisk foredrag, slå det i stykker, lim det sammen med en nævefuld freestyle-rap og skru op for monitoren. Så har du (sådan cirka) opskriften på Per Vers’ Sprogshow, som du kan opleve til festivalen Næver Ending Stories. En jordnær og ordrig oplevelse, med både power og pauser.

Refleksioner mixes med røverhistorier og rim – både fra bagkataloget og skabt i nuet. For undervejs i Per Vers’ Sprogshow får publikum lov til at bestemme, hvad Per skal fylde mikrofonen med i sin freestyle-rap.

Om Per Vers
Rapperen, performeren og den ordlympiske mester Per Uldal a.k.a. Per Vers er en sand O.G. i dansk rap. I 2000 blev han den første vinder af MC's Fight Night, en freestyle-rap-battle-turnering, og året efter vandt han igen. 

Han har udgivet flere albums – både solo og som en del af gruppen Sund Fornuft. Og så har vi ikke engang nævnt rap/spoken word-gruppen Kinski, projektet Rødder, programmet ”Rejsende i Dansk” med Niels Hausgaard og diverse mixtapes.

Bestil billet