Hjerter i valsetakt 16. maj kl. 16:00
Ny dato

Hjerter i valsetakt

Udsat fra den 14. marts


 

Næstved Teater præsenterer:

Hjerter i valsetakt

I takt med forspillet fra Csárdásfyrstinden lægger sig som en dyne over Puzstaen, åbenbares i tæppeåbningen en seng med den trætte Operettediva. Hendes tidligere Operettehelt er ved hendes side og synger om det gamle Wien, mens han aer hende blidt. Stuepigen sørger ligeså kærligt for sin frue, der dog nægter at tage sin dosis piller.

Lystigere toner varsler de sædvanlige sysler med at få gjort Operettedivaen klar til forestilling. For som det hedder i vores verden: En operette om dagen er den bedste medicin! Hun iføres én af sine skønne rober, håret bliver sat - og når fortæppet er trukket helt fra, tryllebinder vores Heltinde os som i fordums tid med Lehàrs uimodståelige Elsk mig på jord som i Himlen.

Dette er Hjerter i Valsetakt – en egenproduktion skabt af OperetteKompagniet med musik af alle de store mestre og med en letfordøjelig rød tråd, der har det hele: kærlighed, jalousi, en truende fiasko – og selvfølgelig en lykkelig slutning!

Hjerter i Valsetakt er et orgie af hits (de to hovedpersoner stjæler sågar krigerisk af hinandens repertoire!) – sprogene tæller det originale tyske, det obligatoriske ungarske og for det meste af tiden naturligvis danske dialoger og oversættelser – danseoptrinene er et must!
Oplev hvordan den kåde Diva både drikker sig plørefuld i den berømte Schwipslied og sågar trækker en revolver i retning af sin elskede til akkompagnement af Wienerblod.

Til sidst står de tilbage som marionetdukker i et midlertidigt glansbillede og afgør som svalerne, om den ene må flyve sydpå, mens den anden bliver tilbage... Efter han respektfuldt kysser hende farvel på hånden, rækker hun umiskendeligt armen ud – og vi mangler kun den udødelige Enkevals. Som mørket falder på, forsvinder såvel ungdommens gnist som ynglingen igen – og Divaen lægges ærbødigt i seng efter endnu en god dag i operetteland.

OperetteKompagniet har fra næste sæson skabt et sangerensemble med nogle af de største talenter, vi har lige nu på den hjemlige scene - og OperetteKompagniets stiftere, Carol Conrad og Thomas Peter Koppel, er beærede over, de vil være med til at bringe operetten ud i det ganske land og ind i fremtiden...

Operetten lever – Traditionen fortsætter!