Gengangere 26. oktober kl. 20:00

Gengangere

Ibsen var på kvindernes side!

Det viser han i mange af sine skuespil, men nok stærkest ide to store dramaer: Et Dukkehjem og Gengangere, der er skrevet kort efter hinanden. I Et Dukkehjem tog Ibsen fat i kvindens rolle i samfund og familie, i Gengangere graver han et spadestik dybere. Han viser, at den enkelte bærer ansvaret for sine handlinger. At bedrag i fortiden fører til skæbnesvangre valg i nutiden. I den borgerlige familie råder dobbeltmoral og hykleri og en håbløs drøm om et andet og ærligere samfund.
Stykket vakte vild skandale i sin samtid, da Ibsen fortæller at Fru Alvings unge søn Osvald lider af nedarvet syfilis efter sin far. En sygdom, der i samtiden ikke kunne behandles og derfor langsomt udviklede sig til sindssyge. Den offentlige fordømmelse af skuespillet var total. Sandheden var ilde hørt og skulle fortrænges. Folkedomstolen havde talt, og Ibsen følte sig nødsaget til at forlade Norge.
Hvad man dengang derimod ikke gik så højt op i, var, at stykkets omdrejningspunkt er en seksuel krænkelse. Fru Alving har for mange år siden overværet, at hendes nu afdøde mand, kaptajn Alving nærmest havde voldtaget deres tjenestepige på spisestuebordet, og det er der kommet et såkaldt ”uægte barn” ud af. Det skal skjules, barnet skal væk, skammen er for stor. Nu mange år efter kaptajnens død, beslutter Fru Alving at oprette et børnehjem i sin mands navn. Udadtil for at hædre en i offentlighedens opfattelse anstændig borger.
Nu har Fru Alving så taget kaptajn Alvings og tjenestepigens ”uægte” barn Regine til sig som ung pige i huset. Og da hendes syfilissyge søn Osvald, efter ophold i udlandet kommer hjem, og som sin far gør krænkende tilnærmelser til Regine, som jo ovenikøbet er hans halvsøster, oplever Fru Alving chokeret ”gengangeriet”. På indvielsesdagen brænder børnehjemmet ned, og da Osvalds sygdom går i udbrud, ligger hele hendes tilværelse bogstaveligt talt i ruiner.
Gengangere er et stærkt og meget komplekst drama, et opgør med det stive og højborgerlige samfund, en kamp for kvindens ret til selv at bestemme over sit liv. Det har nogle knaldgode roller og er spændende som en krimi !

Skrevet i 1882, men stadig rystende nutidigt. Klassisk teater, når det er bedst.