En uhellig alliance - foredrag v/Tommy P Christensen 28. februar kl. 18:30

En uhellig alliance - foredrag v/Tommy P Christensen

Ekstremismen er i fremmarch, såvel i Europa, som i USA. Hvad indebærer det for de vestlige demokratier, og hvilken sammenhæng er der mellem den grænseoverskridende islamisme og de højreekstreme, voldsparate grupperinger? Den hadefulde, hetzagtige retorik, som benyttes på begge yderfløje - såvel online, som offline - er forbløffende ens, og som skabt til at skabe frygt og usikkerhed.
Begge parter driver en kile ind i de vestlige samfund, hvor populistisk propaganda fremstiller "de Andre" som fjenden, og egne grupperinger fremstilles som ofre. Med Julia Ebner, der forsker i ekstremisme og terrorisme i London, som cicerone får vi et indblik i spillet bag kulisserne, hvor ekstremistiske grupper trækker på samme hammel i bekæmpelsen af de vestlige demokratier, og deres finansieringen foregår i det skjulte.

Tommy P. Christensen er cand.mag. fra Københavns Universitet (Historie og kunsthistorie), samt Master i Voksenuddannelse fra Roskilde Universitet. Han har undervist på gymnasie- og HF-uddannelsen, Københavns Universitet, Folkeuniversitetet, daghøjskoler og i folkeoplysningen samt været ansat på arkiver og museer i Danmark og senest i Sverige. Han er forfatter på flere bøger og fhv. redaktør på Personal-historisk Tidsskrift, Hvem Forsker Hvad og Slægten - Forum for slægtshistorie. Sammen med Lisa Elsbøll er han medejer af Elsbøll & Christensen/ECM-Media, de er begge medstiftere og medlemmer af Københavns Byvandrerlaug.