De store religioner 22. januar kl. 18:30

De store religioner

- og kampen om den rette tro

(6 onsdags-foredrag) Lige uger

Kampen om sjælene og håbet om et liv efter døden kendes i mange udformninger, når vi ser på udviklingen i troslivet og forholdet til det guddommelige. I seks foredrag fokuserer vi på de store religioner fra oldtiden til i dag. Hvordan opstod de - og bliver religionskrige altid en fast følgesvend for store religioner? Vi ser nærmere på jødedommen, kejserkult, oldkirken, den muslimske tros hovedretninger, splittelsen i den kristne kirke samt buddhisme og hinduisme.

d. 22.01.2020
Jødedommen og dens fjender
De færreste reflekterer over at "bibelsk tid" indgår som en bid af Antikkens historie, der rækker tilbage til de gamle flodkulturer og det assyriske imperium. Den antikke jødedoms historie tilvejebragte Det Gamle Testamente (GT).
Tilsvarende er det et faktum, at Det Nye Testamente (NT) og den kristendom, der kan udlæses her, udspringer af den samme historie. Siden fundet af de såkaldte "Dødehavs-ruller" i Qumran ved Det Døde Hav i 1947 er der dog blevet åbnet mulighed for et nyt indblik i tiden mellem GT og NT i det som er blevet kaldt Qumransamfundet eller den essæiske sekt.
Den jødiske tro er den ældste monoteistiske religion og moderreligion for såvel Kristendommen, som Islam. I næsten alle jødiske trosretninger er læsningen af den Hellige Skrift (Tanak), bestående af Torah (Mosebøgerne), Profeterne (Neviim) og Skrifterne (Ketuvim). Jødedommens historie falder sammen med det jødiske folks historie, begynder med fortællingerne om Abraham og de andre stamfædre, der udvikler sig til en saga, hvori folket først får - og siden fratages - landet Israel, spredes over hele verden og til sidst vender hjem. Vi dykker ned i den jødiske historie, sammenblandingen af etnicitet, nationalitet og raceteorier, og ser på forskellige former for antisemitisme.

d. 05.02.2020
Fra kejserkult til kristendom
Romerrigets historie strækker sig over mange hundrede år, og er normalt den tidsmæssige ramme hvorfra vi udgår, når vi beskæftiger os med jødedommen i tiden efter romernes erobring af Jerusalem og Palæstina og fremkomsten af de første kristne menigheder under det romerske herredømme, i den såkaldte aposteltid. Ordet kristendom (græsk: christianismós) kendes tidligst fra et brev udstedt af den syriske biskop Ignatius af Antiokia (ca. 35-107), der på vej til martyrdøden i Rom skrev en række breve, som er blevet til vigtige kilder til blandt andet forståelsen af bispeembedet, kirkelig organisation og lære samt martyriet i den tidlige oldkirke.
Slutpunktet på denne udvikling blev, at kejser Theodosius i år 391 (e.v.t.) erklærede kristendommen for romersk statsreligion. Med sit fuldstændige mønster for menneskenes liv fra vugge til grav kom denne monoteistiske religion til at sætte et afgørende præg på historiens gang i århundreder. Vi ser nærmere på oldkirken fra de første kristne menigheders opståen, og frem til sammenbruddet af det vestromerske rige i år 476.

d 19.02.2020
En ny profet og kampen om hans rette arvtagere
Grundlæggeren af Islam, profeten Muhammad (f. ca. 570 i Mekka, død 632 i Medina). Muhammad betragtes af muslimer som "profeternes segl", den sidste profet, der modtog den endelige og korrekte guddommelige åbenbaring fra Allah.
Ved hans død havde mange bemærket hans holdninger og handlemåde i mange forskellige situationer, og det er denne sædvane, som er udvalgt og samlet i hadith-værkerne. Disse fungerer som supplement til Koranen, både for muslimer, som kan finde vejledning og retningslinjer for korrekt islamisk livsførelse, og i islamisk ret.
I år 622 havde Muhammad med en lille gruppe af tilhængere valgt at udvandre til Medina, hvortil han var indbudt for at mægle i en stammestrid. Den opgave løste han til manges tilfredshed, og flere i Medina konverterede til islam. Før udvandringen til Medina (hijra) var det hans opfattelse, at hans budskab lå i direkte forlængelse af jødedommen og kristendommen, og at han selv var den sidste profet i linjen af kristne og jødiske profeter, som bl.a. omfatter Moses og Jesus. I Medina nægtede de kristne og jødiske grupper imidlertid at anerkende ham som profet, og dette førte til en klarere definition af islam som en selvstændig og unik religion. Det blev også i Medina, at Muhammad oprettede den første islamiske stat. Det førte godt nok til krig mod Mekka, men muslimerne vandt, og i år 630 indtog de Mekka.
I årtierne efter hans død i 632, navnlig under de tre første kaliffer, Abu Bakr, Umar og Uthman, udkæmpede og vandt muslimerne erobringskrige, som bragte hele Mellemøsten, Persien og Nordafrika under muslimsk kontrol. Vi har set nærmere på forholdet mellem sunni- og shia-islam samt forestillingen om en islamisk stat indrettet efter Sharia - et ord, der i øvrigt kun kun optræder en enkelt gang i Koranen

d. 01.04.2020
Konstantinopel, Rom eller …?
Byzans var betegnelsen på det kristne rige, der voksede ud af Romerrigets østlige dele og havde Konstantinopel (tidligere Byzans, nu Istanbul) som hovedstad. Rigets geografiske tyngdepunkt var Lilleasien, men udstrækningen ændredes meget gennem tiden. Det var Konstantin 1. (Den Store, 306-37), der flyttede Romerrigets hovedstad fra Rom til byen Byzantion på Balkanhalvøens yderste forpost mod Lilleasien. "Det nye Rom"s landmur blev Europas største fæstningsanlæg og viste sig først utilstrækkelig over for osmannernes artilleri ved belejringen i 1453.
Vi forsøger, at anskue hele historien religionshistorisk, ser på spændingerne mellem den kirkelige og den verdslige magt i det senromerske rige. Men også udviklingen fra oldkirken og kopterne til den romersk-katolske kirke med sin apostolske succession samt den græsk-ortodokse kirke, der opstod i 1054.
Den russiske ortodokse kirke havde 1037-1448 status som metropoli (ærkebispedømme) under patriarken af Konstantinopel. I løbet af middelalderen flyttedes det politiske tyngdepunkt i Rusland fra Kyjiv til Moskva, der fra 1300-årene var det ledende blandt de russiske fyrstendømmer. Metropolitten gjorde denne flytning med og slog sig i 1326 ned i Moskva og fra 1448 anså den russiske kirke sig frigjort fra Konstantinopel.

d. 15.04.2020
Reformkatolsk - fra Hus til Luther
Den bøhmiske Liga og husitterkrigene 1424-1436 er langt mindre kendt, end Martin Luther og hans 95 teser fra Wittenberg. Tilsvarende er den bøhmiske reformator Jan Hus (1372-1415) stillet helt i skyggen af Martin Luther, der var en autoritær religiøs dogmatiker, som regnede sig selv for en af hussiterne, som Peter Tudvads påpeger i sin bog fra 2018. I øvrigt den første bog på dansk om Hus i mere end et halvt århundrede!
Vi borer os ned i den katolske kirkes bestandige behov for at reformere sig selv, ser på såvel de tidlige reformbevægelser, som de uønskede, der blev mødt med bål og brand - og alligevel endte med det nordeuropæiske frafald i første halvdel af 1500-årene, modreformationen og Trediveårs-krigen (1618-1648), der inddrog en række centraleuropæiske stater og såvel Danmark som Sverige.

d. 29.04.2020
Buddhisme og Hinduisme
I forbindelse med den europæiske imperialismer kom studiet af buddhisme og buddhistiske litteratur i anden halvdel af 1800-årene også til Europa, og i blandt andet England og Tyskland blev der efterhånden stiftet buddhistiske foreninger. Det var især den såkaldte theravada-buddhismen, der fandt tilhængere, ligesom tibetanske lamaer i landflygtighed fra 1960'erne fik skabt interesse for tibetansk buddhisme, og i dag findes der flere danske centre for tibetansk buddhisme. Vi starter med begyndelsen i Indien: grundlæggeren Buddha, fyrstesønnen Siddharta Gautama (c.450 til 370 f.v.t.).

Buddhismen skulle blive en af de store verdensreligioner, men Buddha havde ikke i levende live udpeget sin efterfølger, men i stedet forkyndt for munkene, at hans lære skulle være deres vejleder for fremtiden. Der opstod dog snart splid i den buddhistiske menighed, hvad der afstedkom dannelsen af adskillige skoler og sekter til følge, og først i middelalderen (omkr. 1200) forsvandt buddhismen helt fra Indien, men var da blevet udbredt til store dele af Asien. Buddhismen blev reelt fortrængt af hinduismen og den islamiske ekspansion.

Hinduismen er i almindelig sprogbrug blevet betegnelsen for Indiens største religion, og ca. 80 pct. af den indiske befolkning anser sig for hinduer. Problemet er dog, at hinduismen, i modsætning til for eksempel buddhisme, kristendom og islam, ikke er én religion, men fællesnævner for en lang række forskellige religionsformer. Det giver mulighed for mange, ofte modstridende religiøse anskuelser og trosformer.

Vi prøver at se nærmere på den indiske filosof og digter, uddannet i England, Shri Aurobindo (Aurobindo Ghose, 1872-1950), indisk filosof og digter, der dels blev politisk aktiv i kampen for Indiens selvstændighed og en fremtrædende repræsentant for nyhinduismen.