Udstilling: Træsnit 19.05.2019 - 28.07.2019

Udstilling: Træsnit

Den 19. maj – 28. juli 2019
Sommerudstillingen ”Træsnit”, hvor 16 af Grafisk Værksteds medlemmer viser omkring 40 værker udført i den vanskelige grafiske teknik, træsnit.
De deltagende kunstnere er Anne Nielsen, Claudio Bannwart, Eva Carstensen, Hans-Helge Nielsen, Henrik Bruun, Lars Holbroe, Lars Pryds, Lone Bennike, Marina Salmaso, Martin R. Olsen, Minna Andersen, Palle Rud Christoffersen, Pernille Mejslov, Tina Scherzberg, Tine Meyer og Torben Søborg.

OBS!! Fernisering/åbning søndag den 19. maj kl. 15.00. Udstillingen er åben torsdag – søndag kl. 12 – 17.


Træsnit fra Wikipedia. Træsnit (engelsk: wood engraving, fransk: gravure sur bois) er en grafisk trykketeknik og samtidig en betegnelse for selve aftrykket; det grafiske blad eller billedet. I træsnit udgøres trykpladen af et stykke planketræ, dvs. træ skåret på langs af stammen, med et udskåret motiv i fladen.


I grafikkens termer hører teknikken under højtryk, hvilket betyder at farven overføres til trykket fra pladens – i træsnit kaldet blokken eller stokkens – højtliggende partier. I princippet som med et stempel. Gennem tiden har det været brugt til så forskellige formål som tekstil- og tapettryk, bogillustrationer og endelig som et billedkunstnerisk medie. Træsnit findes både som en integreret del af bøger og diverse udgivelser og som selvstændige blade.


Gennem træsnittets godt 1500 års levetid ses stor variation i måden det er udført på; fra det fint detaljerede med små skraveringer og fokus på nøje gengivelse af motivet, til det grovere udførte, med enklere motiv og træets karakter og struktur som en bevidst del af udtrykket. Det sidste ses når eksempelvis træets årer får lov at skinne igennem, eller pladen har slået splinter under udskæringen, der ses som brudte konturer i trykket. Bevægelsen fra det finere til det grovere ses også overordnet som en udvikling i træsnittets historie fra europæisk renæssance til det 19. og 20. århundrede; to perioder hvor denne grafiske metode har spillet en særlig rolle. I tryk med kun en enkelt farve ses træsnit ofte med et stærkt kontrastfuldt udtryk. Men der kan også trykkes med op til flere farver og mere nuancerede udtryk.


Træsnit er den ældste af de grafiske teknikker. Det kom til Europa for ca. 600 år siden fra Asien, og der kendes eksempler helt tilbage fra 700-tallet, hvor teknikken blev brugt til udbredelse af propaganda for den japanske kejserinde Shotoku.