Stå fast 05. december kl. 20:00

Stå fast

Næstved Teater præsenterer: Stå fast

 

Kamilla Wargo Brekling inviterer med Stå fast til en forestilling om at stå. Tag nej-hatten på, fyr din coach og gå en tur i skoven eller i teatret!

 

Stå fast stiller sig på Brinkmanns skuldre og ser tidsånden i øjnene. Hvordan kan vi vende selvindsigt til udsigt til andre, få meningsløsheden til at give mening og indse, at døden er forudsætning for meningen med livet?

 

Med succesen Stå fast går Svend Brinkmann med humor imod tidens krav om, at man skal være i konstant forandring. I efterfølgeren Ståsteder giver han sit bud på, hvad der er værd at stå fast på ved at genopfinde gamle ideer om det gode, værdigheden, løftet, selvet, sandheden, ansvaret, kærligheden, tilgivelsen, friheden og døden.

 

Instruktør Kamilla Wargo Brekling har med sin særegne signatur stået for markante forestillinger som parforholdstrilogien Krig, Undskyld og PIS (hvoraf de sidste to spillede på Det Kongelige Teater og PIS vandt prisen som årets turnéforestilling i sæson 2007-08), og Om et øjeblik, Slut, Kvinde kend din krop, Jeg mig fuck dig, Spørg de voksne, Takt og tone, Uledsaget og Hvad sker der?

 

Stå fast er skabt i samarbejde med tre af skuespillerensemblets stærkeste kræfter, Mads Rømer Brolin-Tani, Stine Schrøder Jensen og Karen-Lise Mynster.

 

Stå fast spillede for udsolgte huse på Skuespilhusets Lille Scene i sæson 17-18.