Halfdan, Morten og mig  13. marts kl. 19:30
Aflyst

Halfdan, Morten og mig

Koncert på en måde du aldrig har oplevet før. To af landets bedste performere tager dig i hånden og fører dig ind i lyrikkens spændende verden!

“Halfdan, Morten og mig” er bygget op omkring 3 danske digtere. En meget kendt, en knap så kendt, og en nærmest ukendt. Deres fælles mission er, at fortælle om menneskelivets mange facetter. Et andet fællestræk er, at Gorm Bull har sat musik til alle digtene, og arrangeret dem sammen med Palle Hjorth.
 
Den meget kendte digter er vores allesammens Halfdan Rasmussen. I forbindelse med en konkurrence om nye sange til Halfdans digte, dykkede Gorm ned i bøgerne. Da han kom op til overfladen igen, havde han skrevet en stor bunke melodier. Der er primært fokus på de fantastiske digte, som henvender sig til voksne. Første udgivelse, af en serie på tre, er cd’en “Halfdans 1-2-3, Noget om voksenliv”.
 
Den knap så kendte, men meget anerkendte, er Morten Nielsen. Morten Nielsen har et stærkt slægtskab med Halfdan, idet de var gode venner, og hinandens kritikere. Det er vedkommende, stærke og smukke digte, skrevet af en ung mand i en krigstid. Morten Nielsen levede et kort, intenst liv fra 1922-44, hvor han under mystiske omstændigheder blev fundet skudt, efter et møde med modstandsmanden Citronen. Gorm og Palle har arbejdet på højtryk, for at bringe den fantastiske digter frem i lyset igen, og i 2018 udkom bogen og albummet “Mit Liv er alles - Morten Nielsen med tidens stemmer”!
 
Den nærmest ukendte digter er Gorm Bull. Vi får et indblik i et ufuldstændigt liv med fejl, mangler og skæve betragtninger, som alle helt sikkert kan spejle sig i. Om evnen til ikke at kunne tage sig sammen. Lykke. Skilsmisse, forældreroller og flygtige parforhold. Poetiske, og til tider humoristiske, beskrivelser af at møde det uventede og turde træde ind i det. Eller bare at bøvle med at få den skide plæneklipper til at virke. Sangene kommer primært fra Gorms album ”Huskekager”.
 
Alt i alt er koncerten en poetisk rejse med plads til både tårer og grin, fremført af to musikanter med noget på hjerte.

Gorm Bull er en sangskriver fra Viborg, der har skrevet bunker af sange til sig selv og andre. Gorm har både været omkring Grand Prix, hvor han måtte se sig slået af Tommy Seebach, skrevet sange til Souvenirs og er bagmand til bl.a sangen "Danmarks Jernhårde ladies" fra EM-håndbold 1994. Desuden skrev han i 2016 værket “Åndeligt Benspænd” som indeholder 370 digte (et digt om dagen, et helt år).
 
Duoens andet ben er Palle Hjorth, der bevæger sig i et hav af musikalske sammenhænge, lige fra Povl Dissing til Poul Krebs, fra Peter Sommer til Savage Rose. Palle Hjorth blev i 2015 kåret som Årets Musiker af de danske kritikere. Palle har en stor kærlighed til de dansksprogede sangskrivere, der formår at fortælle hverdagshistorier på en underfundig måde.


Kom i god tid - indgang via glasbygningen