AOF-foredrag: Krudt og kugler i Kina 22. februar kl. 19:00

AOF-foredrag: Krudt og kugler i Kina

Dansk våbenekspert i tjeneste hos Kinas mest magtfulde
krigsherre i de kaotiske 1920ere

I 1921 fik det danske firma Nielsen & Winther en millionordre på maskiner til våbenproduktion. Maskinernes destination var Mukden, hovedstaden i Manchuriet, og køberen var Kinas mest magtfulde krigsherre Zhang Zuolin, kendt som Mukdentigeren. Med den dyrebare last fulgte den danske ingeniør Robert A. Christensen. Han fik til opgave at bygge en topmoderne våbenfabrik, der skulle være Kinas største, så Zhangs drømme om at blive Kinas nye kejser kunne realiseres. Ikke alt gik dog som planlagt.

Hør om Kinas farverige krigsherrer, der dagligt plottede mod hinanden og hvor alliancer skiftede som vinden blæste. Og hør om det luksuriøse expatliv i 1920ernes Nordøstkina, der levedes vildt og vovet - med japanske skønjomfruer, brændevin og champagne i stride strømme -mens bomberne faldt om ørerne på dem og faren for japansk invasion kom tættere på dag for dag.

Foredraget bliver krydret med mange billeder og klip fra Robert Christensens egne stumfilmsoptagelser.

 

v/Simon Rom Gjerø


Arrangør: AOF
Ved spørgsmål ring: 20 40 42 10